Forbud vil udløse RAL-prisstigning

Det kommer til at koste kunderne hos Royal Arctic Line en fragtprisstigning, når et forbud mod brugen af tung olie som brændstof på skibe, der sejler i Arktis, ventes at blive vedtaget i Folketinget senere på året.

Offentliggjort

I sidste uge meddelte den danske miljøminister, at forbuddet vil træde i kraft fra 1. juli 2024 dog med en overgangsordning, så Royal Arctic Lines skibe først skal underkaste sig de nye regler fem år senere.

Tung olie – også kaldet heavy fuel oil (HFO) – er tyktflydende og nedbrydes langsomt. Hvis tung olie bliver lækket til havet, kan den tunge olie fanges under is og sprede sig over store afstande, og der er dermed stor risiko for forurening.

- Hvis et skib lækker tung olie, udgør det en stor risiko for havmiljøet – især i Arktis, hvor havmiljøet og de kystnære økosystemer er særligt sårbare for sådanne oliespild. Det er vanskeligt at samle tung olie op, og det kan derfor være til stor skade for dyre- og plantelivet. Derfor sætter vi en stopper for, at skibe bruger eller transporterer tung olie som skibsbrændstof, når de sejler i Arktis, siger miljøminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse.

Dyrere alternativ

Niels Clemensen, der er konstitueret administrerende direktør hos RAL, oplyser til Sermitsiaq.AG, at HFO-forbuddet vil udløse en fragtprisstigning, fordi alternativet til HFO-brændstof er dyrere.

Af et notat fra efterårssamlingen, hvor Inatsisartut tiltrådte beslutningen om at forbyde HFO, fremgår følgende:

- Ved Royal Arctic Lines overgang til lav svolv-bunkers vil det potentielt kunne medføre en ekstra udgift for selskabet årligt på 12 mio. kr. og en stigning i fragtraten på 1,6 procent. Det forventes, at en overgang til maritim diesel (MGO) vil betyde en ekstra udgift for Royal Arctic Line årligt på 44 mio. kr. og en stigning i fragtraten på 5,7 procent, oplyste naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Kalistat Lund i notatet.

Skånsomt valg

Niels Clemensen forklarer, at rederiet vil anvende lav svovl-bunkers, når overgangsperioden er slut i 2029, hvilket er det mest økonomisk skånsomme valg. Det er op til politikerne at godkende den estimerede ekstraudgift, som kan udløse en fragtprisstigning på 1,6 procent.

- Vi har naturligvis en interesse i at belaste miljøet mindst muligt. Det skal der ikke herske tvivl om. Men vi kan desværre ikke være first movers, når det gælder ny teknologi og løsninger. Det er vi simpelt hen som rederi for små til. Derfor må vi afvente, at andre store spillere i branchen får udviklet nogle løsninger, som vi så senere kan implementere til gavn for miljøet, forklarer den konstituerede direktør.

Han påpeger desuden, at det for RAL også handler om forsyningssikkerhed, hvor den valgte udviklet grønne brændstoftype skal være tilgængelig her i landet.

Færre partikler

Miljøministeriet oplyser om forbuddet, at det dels skal begrænse forurening af havet ved oliespild, dels begrænse luftforurening, da tung olie sammenlignet med lettere brændstof udleder langt flere partikler, herunder såkaldt black carbon, CO2 og mere svovl.

Powered by Labrador CMS