Fiskerne i Qaanaaq er fortrøstningsfulde over udviklingsmulighederne
Naalakkersuisut har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal udarbejde en plan for udviklingen af fiskeriet i Avanersuaq. I Qaanaaq Fisker- og Fangerforening glæder man sig over, at der nu er konkrete planer om at udvikle fiskeriet.
Naalakkersuisut har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal fremme fiskeriet i Qaanaaq. På billedet ses Jens Danielsen sætte langliner ud til hellefisk.Foto: Arne Mølgaard
Masauna PearyMasaunaPearyTusagassiortoq
Offentliggjort
Formålet med arbejdsgruppen er at genudvikle fiskeriet i Qaanaaq, oplyser naalakkersuisoq for fiskeri, fangst, landbrug og selvforsyning, Peter Borg.
Med henblik på at udarbejde en langsigtet plan for udviklingen af fiskeriet skriver Peter Borg, at deltagerne til arbejdsgruppen vil blive indkaldt efter sommerferien.
Arbejdsgruppe efter samme model som i Østgrønland
Ligesom Naalakkersuisuts udviklingsplan for fiskeriet i Østgrønland for perioden 2024-2030 skal der nedsættes en arbejdsgruppe bestående af alle relevante aktører. Gruppen skal være med til at udarbejde en langsigtet udviklingsplan efter samme model som den, der er udarbejdet for Østgrønland.
I arbejdsgruppen for Østgrønland deltager KNAPK's hovedbestyrelse, lokale repræsentanter, fiskere fra Østgrønland, rådgivere inden for fiskeri og fangst, Arctic Prime Fisheries ApS, Royal Greenland A/S samt Kommuneqarfik Sermersooq.
Annonce
Fiskerne i Qaanaaq er glade
I Qaanaaq Fisker- og Fangerforening glæder man sig over, at Naalakkersuisut nu har planer om at fremme fiskeriet i Qaanaaq.
– Da vi er få mennesker i Avanersuaq og hele tiden bliver ladt tilbage i udviklingen, er det meget glædeligt, at der nu bliver lagt planer for udviklingen af Qaanaaq med borgernes deltagelse, siger K'ulutana Kvist.Foto: Privat.
– Da jeg læste nyheden, følte jeg endelig, at vi blev set og hørt. Det er virkelig opløftende, siger bestyrelsesmedlem K’ulutana Kvist.
I Qaanaaq fiskes der i dag kun hellefisk, når der er havis. Når undersøgelserne af, hvor hellefiskene opholder sig om sommeren, er gennemført, forventes det afklaret, hvordan fiskeriet kan udvikles, og hvilke redskaber der skal anvendes.
– Vi har store forventninger til, at der bliver gennemført undersøgelser af fiskebestandene ud for Siorapaluk, og at der sker en udvikling både inden for produktion og havneanlæg, siger K’ulutana Kvist.