Endnu en tidligere Siumutter lander job i KNAPK

Tidligere partisekretær i Siumut, Mikael Petersen, er blevet ansat i fisker- og fangerorganisationen.

Mikael Petersen har fået nyt job.
Offentliggjort

Tidligere partisekretær for Siumut Mikael Petersen fået nyt job i fisker- og fangerorganisationen KNAPK. Det bekræfter organisationens konstituerede direktør, Vittus Qujaukitsoq, overfor KNR.

Den konstituerede direktør ønsker ikke at kommentere sagen yderligere over Sermitsiaq.AG mandag formiddag men vil komme med mere nyt om ansættelsen i løbet af dagen.

Ansættelsen af Mikael Petersen kommer kort efter at KNAPK i sidst uge skiftede ud på direktørposten.

Bjarne "Ababsi" Lyberth stoppede således, og i stedet er Vittus Qujaukitsoq blevet konstitueret direktør.

Flere tidligere S-politikere på centrale poster

Mikael Petersen var gennem flere år partisekretær i Siumut. I forbindelse med sagen om krænkelse af flere kvinder forlod han jobbet og var en overgang partisekretær i Naleraq.

Med ansættelsen af Mikael Petersen rummer KNAPK nu en række tidligere prominente Siumut-politikere.

Således blev tidligere naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Nikkulaat Jeremiassen, formand for KNAPK i oktober, hvor daværende formand Henrik Sandgreen blev væltet ved et kampvalg.

Her blev Siumut-politikeren Aslak Jensen desuden valgt som næstformand.

I sidste uge kom meddelelsen om, at Vittus Qujaukitsoq blev konstitueret direktør. Også han har en fortid i Siumut, inden han i 2017 startede partiet Nunatta Qitornai efter et opgør om formandsposten i Siumut med daværende formand Kim Kielsen.

Og nu ansættes altså også tidligere partisekretær i Siumut Mikael Petersen.

I efteråret blev Mikael Petersen dømt i en meget omtalt sag om blufærdighedskrænkelse mod en række kvinder, der havde forbindelse til Siumut.

Powered by Labrador CMS