Eik Banki: Tidligere direktør slipper

Retssag om den færøske Eik Banki ruller videre i landsretten. Men en af de oprindeligt sagsøgte slipper.

Offentliggjort

En tidligere direktør i en krakket færøsk bank slipper for at skulle ud i endnu en langvarig retssag om erstatning for store tab.

Finansiel Stabilitet har besluttet ikke at anke den frifindelse, som Retten på Færøerne nåede frem til i en dom 18. november vedrørende kravet mod Bjarni Olsen, der var direktør i Eik Banki.

Det oplyser Henrik Bjerre-Nielsen, der er direktør i Finansiel Stabilitet, det statslige selskab som rydder op efter kollaps i banksektoren.

En anden direktør, Peter Marner Åge Jacobsen, den tidligere bestyrelsesformand Fritleif Olsen og den tidligere næstformand Odd Arild Bjellvåg blev derimod dømt til at erstatte tab på 150 millioner kroner. Hver skal af med en tredjedel.

Disse tre har anket til Østre Landsret. Dermed skal andre dommere til at vurdere, hvad der foregik i Eik Banki med hensyn til flere konkrete engagementer - og om bevillingerne var forsvarlige.

Retten på Færøerne mente, at de tre var erstatningsansvarlige for tab på et engagement med FDI-koncernen, som havde investeret i indkøbscentre i Tyskland, og for tab på det hidtil største byggeprojekt på Færøerne, hvor Valbjørn Dalsgaard ville opføre 268 boliger i Torshavn.

Under retssagen påstod Finansiel Stabilitet (FS) oprindeligt, at der var sket ansvarspådragende tab på i alt 469 millioner kroner og krævede betaling af 150 millioner. Retten mente imidlertid, at der "kun" var erstatningsansvar for en tredjedel af det store beløb.

Henrik Bjerre-Nielsen oplyser mandag i en mail til Ritzau, at FS først senere vil sige, hvad man vil gøre gældende mod de tre under den kommende ankesag.

Undervejs opgav FS i øvrigt et krav mod revisionen. Det fik som konsekvens, at staten skulle betale revisionens sagsomkostninger på 12 millioner kroner.

Det statslige selskab har rejst flere store retssager mod chefer i pengeinstitutter. Det gælder Amagerbanken, Roskilde Bank, ebh bank, Capinordic Bank, Eik Bank Danmark, Løkken Sparekasse og Andelskassen JAK i Slagelse.

Retsopgøret har været dyrt. Ved udgangen af 2018 havde FS brugt i alt 386 millioner kroner på sagerne.

Powered by Labrador CMS