Corona har kostet entreprenør dyrt
På trods af en stigende omsætning, der landede på knap 234 millioner kroner, så indkasserede MT Højgaard Grønland A/S et underskud på 341.000 kroner. Det er mere end 6 millioner kroner ringere set i forhold til året før.
Coronarestriktionerne har i alvorlig grad ramt entreprenørvirksomheden MT Højgaard Grønland. Det var forventningen, at selskabet ville øge sit overskud i 2020, men sådan skulle det langt fra gå.
- At forventningerne ikke er blevet indfriet skyldes, at forretningen har været påvirket af Covid-19, og at det har været udfordrende at finde den nødvendige arbejdskraft lokalt, forklarer ledelsen under årsregnskabets ledelsesberetning.
- Rejserestriktionerne og karantænereglerne, indført af offentlige myndigheder, har besværliggjort og forsinket tilførsel af nødvendig arbejdskraft, bliver det påpeget.
Tvister trækker også ned
MT Højgaard Grønland har desuden afsluttet en række tvistsager, der også har påvirket regnskabet negativt.
Jóannes Niclassen er administrerende direktør i selskabet, og han betegner regnskabet for utilfredsstillende, men oplyser, at man forventer et højere aktivitetsniveau i de næste år og et bedre resultat end 2020.
Ultimo 2020 havde selskabet en ordrebeholdning på knap 635 millioner kroner, hvilket er langt højere end de fire foregående år, hvor ordrebeholdningen har svinget mellem 167 og 342 millioner kroner.