Blodrød start for Facebook-aktien
Den meget omtalte Facebook-aktie åbner mandagen med et fald på mere end otte procent

Facebook-aktien har fået en blodrød start på den amerikanske børs, hvor den mandag er faldet med 8,2 procent. Dermed er aktien nu omkring 35 dollar værd.
Faldet sker, selvom de amerikanske markeder generelt stiger.
Facebook blev introduceret på den amerikanske børs fredag.
Da teknologibørsen Nasdaq lukkede fredag klokken 22 dansk tid, lå prisen for en aktie på 38,23 dollar - 23 cent mere end introduktionsprisen.
Facebooks børsintroduktion var ventet med stor spænding, og mange analytikere havde høje forventninger til det sociale netværk og havde ventet stigninger på op mod 10 procent.
Det begyndte da også godt for aktien, der kort efter børsernes åbning fredag var oppe at runde 45 dollar. Men derefter gik det nedad igen.
I alt 421 millioner Facebook-aktier blev sat til salg fredag, og børsnoteringen har gjort en lang række personer til milliardærer.
Zuckerberg tjente fredag 112 milliarder kroner
Topscoreren er ikke overraskende Facebooks grundlægger, den kun 28-årige Mark Zuckerberg, der fredag tjente 19,25 milliarder dollar - mere end 112 milliarder kroner.
Danskerne og deres nordiske naboer holdt sig ikke tilbage og investerede i stort omfang i aktierne.
I alt endte det med 2250 aktiehandler i de fire nordiske lande, og der blev omsat hele 225.000 aktier i løbet af fredagen.
Heraf stod danskerne for en stor del. Hele 40 procent af den nordiske omsætning lå i Danmark, oplyste Nordnet, som er Nordens største online-børsmægler.