Arssarnerit lander millionkontrakt
Arssarnerit, der i sidste uge meldte et opkøb af Matu Security ud, kan nu få sat de nye medarbejdere i sving. De har landet en kontrakt på mere end 35 millioner kroner med det islandske firma Ístak, der står for at bygge landets største skole.
I sidste uge rejste Arssarnerits direktør, Torben Nielsen, til Island for at underskrive en aftale med den islandske entreprenørvirksomhed Ístak på mere end 35 millioner kroner.
- Jeg blev en smule rørstrømsk, da vi underskrev. Det gjorde virkelig ondt, da vi mistede den kontrakt, fortæller Torben Nielsen.
Den millionstore kontrakt var nemlig på vej på danske hænder. I december 2019 tabte MT Højgaard, som er Arssarnerits moderfirma, udbudsrunden om totalentreprise på den nye byskole i Nuuk til det Islandske firma Ístak. Og det faldt ikke i god jord hos Arssarnerits direktør, Torben Nielsen.
- Det havde naget mig, at en opgave i den størrelse skulle forsvinde ud af byen til en dansk installationsvirksomhed. Både for vores skyld og for samfundets skyld, siger han.
Bravida stod til at få opgaven
Med MT Højsgaards exit lå opgaven til at gå til det danske firma Bravida, som efter planen skulle udføre al el-installation, sikring og vvs på projektet.
Men Istak og Bravida kunne ikke blive enige, derfor fik Torben Nielsen for nylig et opkald, han var svært tilfreds med.
- Den dag Ístaks direktør Karl Andreassen ringede og spurgte, om vi stadig var interesseret i at lave skolen, blev jeg jublende glad, siger direktøren, som værdsætter den tillid Istak har til, at Arssarnerit kan klare den store opgave.
Den 30. juni kunne Torben Nielsen komme med en anden god nyhed om, at Arssarnerit havde opkøbt Matu Security og dermed udvidede medarbejderstaben med omkring 45 procent.
Tre års arbejde
Nu kan både nye og gamle medarbejdere se frem til en stor opgave med alt fra elinstallation til overvågning, alarmer og lade stationer på landets største skole, der er ved at blive opført i Nuuk.
- Jeg forventer et maksimum på tyve mand og en tidsplan, om at vi skal være færdige ultimo marts 2023, siger Torben Nielsen.
Arssarnerit er allerede så småt gået i gang med de opgaver der skal laves i forbindelse med fundamentet, og så arbejdes der på projektet for opgaven nu, fortæller direktøren.