Arctic Umiaq Line og Hurtigruten Norway vil udvikle turisme sammen

Arctic Umiaq Line og Hurtigruten Norway indgår partnerskab for at fremme bæredygtig turisme i Grønland.Det er endnu ikke klart, hvad samarbejdet konkret kommer til at betyde.

Offentliggjort

To sværdvægtere inden for turisme, Arctic Umiaq Line og Hurtigruten Norway, har annonceret et spændende partnerskab med det formål at styrke Grønlands udvikling og turismemuligheder med en fælles vision om bæredygtighed.

Arctic Umiaq Line, der er kendt for sin betydelige erfaring inden for transport af passagerer og gods langs Grønlands vestkyst, og Hurtigruten Norway, der har opbygget et solidt ry som en førende aktør inden for kystturisme, sigter mod at udvikle og præsentere et unikt turismeprodukt for Grønland på det internationale marked.

- Grønlands kystsamfund står over for en historisk ændring med den forestående etablering af nye lufthavne, der vil forbinde os direkte til den globale infrastruktur. Denne ændring bringer både muligheder og udfordringer, forklarer Jens-Jakob Sandgreen, direktør for Arctic Umiaq Line.

Et følsomt samfund

Han påpeger at Grønland med færre end 60.000 indbyggere spredt langs en 3.000 km lang kystlinje er et følsomt samfund.

- Derfor er det afgørende, at vi indtager en ansvarlig og bæredygtig tilgang til turisme og erhverv. Gennem dette partnerskab vil vi åbne op for nye og afsidesliggende destinationer for både lokale og turister. Vi ønsker at opbygge en strategi for bæredygtig turisme og skabe nye økonomiske muligheder for Grønland samtidig med, at vi forbliver en pålidelig transportløsning for lokalbefolkningen, lyder det fra direktøren.

Samme vision

Direktør for Hurtigruten Norways direktør, Hedda Felin, mener at samarbejdet er en fantastisk mulighed for Hurtigruten Norway.

- Vi deler en fælles vision om, at rejser og turisme skal være en positiv kraft. Ved at kombinere vores erfaringer og Arctic Umiaq Lines unikke tilbud sigter vi mod at udvikle det mest bæredygtige og unikke turismeprodukt i Grønland, siger hun.

Partnerskabet mellem Arctic Umiaq Line og Hurtigruten Norway markerer begyndelsen på et nyt kapitel for begge selskaber og forventes at åbne dørene for yderligere samarbejde og muligheder i fremtiden. Hvad samarbejdet konkret kommer til at betyde bliver offentliggjort ved udgangen af august.

Powered by Labrador CMS