Færøerne
Antallet af flypassagerer til Færøerne vokser
Vækst i antallet af flypassagerer får Atlantic Airways til at ændre strategi. Det færøske flyselskab satser nu på et større fly
30.000 flere flypassagerer fløj med Atlantic Airways i 2015 i forhold til året før.
Det er en vækst på 13 procent. Og i år har væksten foreløbig været på otte procent i forhold til samme tidspunkt i 2015.
Ny strategi
Den store vækst i antallet af flypassagerer har fået Atlantic Airways til at se bort fra dele af strategien, som blev lagt for et par år siden.
Da Magni Arge forlod direktørstolen, overtog Jørgen Holme midlertidigt. Og han lagde en ny strategi for Atlantic Airways.
Den indebar blandt andet, at selskabet skulle flyve med to Airbus fly, og et mindre fly skulle passe ruterne til Norge og Island.
Men væksten har fået Atlantic Airways på andre tanker.
Tre store fly
- Der er brug for tre store fly for at levere en god service. Væksten på hjemmemarkedet medfører, at vi holder fast i at bruge tre Airbus-fly og går bort fra planerne om at købe et mindre fly til Nord-ruterne, siger Jóhanna á Bergi, som blev direktør i Atlantic Airways efter Jørgen Holme.
Nyt fly til december
Atlantic Airways har to Airbus 319 fly, og det nye fly er af typen Airbus 320. Det nye fly kan tages i brug i december.
Airbusflyene er udstyret med såkaldt RNP teknologi. Der er tale om GPS-baseret teknologi, som er kombineret med ILS-systemet i lufthavne. Det er et præcist instrument til både landing og take off, og det har medført højere regularitet og færre forsinkelser.
Udlejning i lavsæsonen
På grund af teknologien er flyene også interessante for andre rejsebureauer at leje, oplyser Atlantic Airways.
I lavsæsonen er der ikke brug for alle tre fly på samme måde som i højsæsonen. Derfor vil Atlantic Airways udleje den overskudskapacitet, der er i lavsæsonen.
- Udlejningen af fly skal koordineres nøje, så den ikke forstyrrer ruteflyvningen. Og en international godkendelse øger mulighederne for gode lejekontrakter, siger Jóhanna á Bergi.
Direktøren henviser til IOSA-godkendelsen, som er en international godkendelse på lejemarkedet. Den kan åbne dørene for mere struktureret lejeaktivitet ved siden af ruteflyvningen.