Anstaltsbetjente: Opgør med stor lønforskel på vej

Justitsminister Søren Pape Poulsen forventer inden nytår at have et forslag til, hvordan man kommer de store lønforskelle til livs mellem fængsels- og anstaltsbetjente.

Det kan blive et problem at få ansat det nødvendige antal anstaltsbetjente på grund af den store lønforskel i forhold til fængselsbetjente i Danmark.
Offentliggjort

En anstaltsbetjent tjener minimum 4.500 kroner mindre end kollegaen, der er ansat i Danmark.

- Jeg forstår ikke den ulighed, der er mellem personalet i Danmark og Grønland," siger René Larsen, der er forbundssekretær i Fængselsforbundet, i en pressemeddelelse.

- Det er helt grotesk, særligt når man ved, at i politiet har de grønlandske betjente fået udligningstillæg siden 1993," siger forbundssekretæren.

Lige nu er der 24 anstaltbetjente i Nuuk, hvor halvdelen er elever. Der skal bruges 29. Til maj åbner en ny anstalt, og så er der i alt brug for 52 betjente. Det kan blive vanskeligt at rekruttere medarbejdere til de stillinger.

Arbejdsgruppe

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) oplyser til fængselsforbundets fagblad, at der i øjeblikket er nedsat en arbejdsgruppe, som kigger på lønforskellene mellem Danmark og Grønland. Udvalget når frem til en konklusion inden året er omme.

- Det ligger mig meget på sinde, at alle ansatte på Justitsministeriets område har ordentlige løn- og ansættelsesvilkår. Det gælder naturligvis også for fængselsbetjente og anstaltsbetjente. Jeg har i december 2017 nedsat en arbejdsgruppe, som afdækker de faktiske løn- og ansættelsesforhold for både politibetjente og anstaltsbetjente i Grønland. Jeg forventer, at arbejdet med afdækningen er afsluttet inden udgangen af 2018, oplyser ministeren ifølge fagbladet.

Powered by Labrador CMS