Alcoa skrotter planerne i Island
Efter fem års forberedende arbejde skrotter Alcoa planerne om at bygge et aluminiumssmelteværk i den nordlige del af Island

I dag meddelte Alcoa, at selskabet har besluttet stoppe udviklingen af et aluminiums smelteværk i Bakki tæt ved Húsavík i Nordisland. Alcoa har opgivet at få en langsigtet, konkurrencedygtig pris på elforsyningen. Beslutningen er truffet efter fem års udviklingsarbejde.
På nuværende tidspunkt er vi ikke i stand til at få den mængde elektricitet, som vi har brug for, til en pris, der gør det muligt for os at drive et smelteværk, siger Tomas Sigurdsson, der er administrerende direktør for Alcoa Island.
Efter forhandlinger med Landsvirkjun, der er Islands nationale energiselskab, og med højt placerede kontakter i den islandske regering, har Alcoa konkluderet, at det er umuligt at få nok elektricitet til en pris, der retfærdiggør Alcoa's investering i et smelteværk.
- Vi har set på vores muligheder og kan ikke se, hvordan vi kan komme uden om de store forhindringer, vi står over for, siger Sigurdsson.
- På det seneste er vi blevet tilbudt halvdelen af den elektricitet, vi oprindelig forestillede os. Dertil kommer, at tidsrammen for levering af elektriciteten er blevet forlænget betydeligt. Derfor står vi i dag over for et helt andet scenario end vi gjorde for fem år siden, da vi startede på projektet, siger han.
Iøvrigt har Alcoa ikke fået fornyet sin hensigtserklæring (såkaldt MOU) med den islandske regering.
Alcoa driver i forvejen et smelteværk i Fjardaal i Island, der har en kapacitet på 346,000 metric tons aluminium om året.
Det var meningen at det andet smelteværk i Bakki skulle have været det første i verden, som skulle have brugt geotermisk energi, som der er masser af på vulkanøen.
I følge Reuter er Alcoa også ramt af den globale økonomiske nedtur, som har ramt eftespørgslen og betydet at prisen på aluminium er faldet med 20 procent i tredje kvartal.