AK´s medlemmer kan nu få fuld løn under forlænget barsel

Atorfillit Kattuffiat (AK) og Økonomi- og Personalestyrelsen (ASA) har indgået en aftale om fuld løn under den nyligt forlængede barsel.

Offentliggjort

Selvom overenskomstforhandlingerne mellem Selvstyret og fagforeningen AK allerede var underskrevet, da den nye barselslov trådte i kraft, kan fagforeningen nu oplyse, at der er sikret løn under hele den forlængede barsel, som er blevet indført i loven. Det skriver AK i en pressemeddelelse.

- Det glæder det mig at vi nu har sikret fuld løn under hele orlovsperioden for alle vores overenskomstbrugere, siger formand for AK Dina Olsen, og fortsætter;

- Jeg er ikke i tvivl om at det vil betyde mere økonomisk tryghed for nybagte forældre, så de kan fokusere på deres nye familiemedlem og forhåbentlig få en bedre start på familielivet.

Selvstyret har spillet en aktiv rolle i aftalen

Aftalen betyder, at samtlige brugere af AKs overenskomster per 1. januar 2022 har ret til fuld løn under hele orlovsperioden i forbindelse med fødsel. Altså både under orlov op til fødslen og efterfølgende.

Tidspunktet for aftalen om at forlænge barsel, betød at bestemmelserne om løn under barselsorlov ikke blev opdateret efter den nye lovgivning, men Selvstyret (ASA)har ifølge AK haft en proaktiv rolle i forhold til at få opdateret overenskomsten, så lønnen også følger med i de ekstra ugers barsel, der er indført.

- Det at ASA proaktivt starter en dialog om tidligt tilkøb af barsel for AK, viser bare at vi kan samarbejde. Vi er ofte modparter, men vi skal være bedre til at se hinanden som samarbejdspartnere, da vi har fælles interesser. De fælles interesser er bl.a. at de ansatte har de bedst mulige vilkår på arbejdet. ASA skal derfor have stort ros fra AK for deres proaktive rolle i nærværende aftale, siger Dina Olsen.

ASA tog kontakt til AK i midten af 2021 for at drøfte muligheden for at AK kunne få opdateret barselsbestemmelserne i deres overenskomster.

Længere barsel før og efter fødsel

Med den nye barselslov som trådte i kraft den 1. januar 2021, blev der indført en forlængelse af forældreorlovsperioden med 4 uger samt en udvidelse af den gravides orlovsperiode med 14 dage således, at den gravide nu har ret til orlov 4 uger før forventet fødsel, mod orlov 2 uger før forventet fødsel tidligere.


AKs tidlige tilkøb af barsel betyder at:

Brugere af Funktionsoverenskomsten og Socialrådgiveroverenskomsten får ret til yderligere seks uger med løn under orlovsperioden, end hvad de før havde ret til.

Brugere af Overenskomsten for Fiskerilicensobservatører, Overenskomsten for Lægesekretærer samt Overenskomsten for Kigutigissaasut, klinikassistenter og tandteknikere får op til hvad der svarer til yderligere 22 uger med løn under orlovsperioden, end hvad de før havde ret til.

Powered by Labrador CMS