Air Greenland udfordret: Aflysninger de fleste steder i landet

Flyselskabet kæmper med vejret langs kysten, særligt ved Nuuk og forventer at indstille alle flyvninger både for i dag, fredag og i morgen lørdag.

Offentliggjort

Air Greenland er udfordret på at afvikle dagens flytrafik, særligt ud af Nuuk. Der er i alt 12 steder, som er berørt af aflysninger. Flyselskabet har valgt at aflyse alle flyvninger til og fra Nuuk både i dag, fredag og lørdag.

- Der er 221 passager der er berørte af afvigelser i dagens trafikprogrammet grundet vejrlige årsager. De berørte passager er blevet ombooket til de tidligste alternative afgange i de kommende dage så de kan nå frem til deres destination så hurtigt som muligt, siger Air Greenlands kommunikationsmedarbejder, Sasha Kleist Sethsen og fortsætter:

- Hvis man ikke har modtaget en ny rejseplan, så opfordrer vi til at man skal kontakte Kundeservice på websupport@airgreenland.gl eller tjekke selv ved at bruge det oprindelig bookingnummer på ‘Min Flybillet’ via www.airgreenland.dk. Vi opfordrer også alle til at tjekke deres spamfilter for e-mails, siger kommunikationsmedarbejderen.

Byer der er berørt er; Nuuk, Kangerlussuaq, Sisimiut, Maniitsoq, Ilulissat, Tasiilaq, Kulusuk, Qaanaaq, Keflavik, Aasiaat, Upernavik og Narsarsuaq.

Air Greenland arbejder på alternative løsninger i weekenden, desværre forventer flyselskabet også at vejret vil påvirke afviklingen i weekenden, særligt i morgen lørdag og der vil forekomme længere leveringstid på fragt og post.

Powered by Labrador CMS