Air Greenland fordobler på Narsarsuaq
Flere afgange mellem København og Narsarsuaq er en hjælp til erhvervslivet og turismen i Sydgrønland. Men trafikken i området er udfordret af is og mangel på helikopterkapacitet
Torsdag tog Air Greenland hul på årets sommerrute mellem København og Narsarsuaq. Det er et par måneder tidligere end normalt, men Air Greenland tror på ruten og har derfor fordoblet antallet af afgange i forhold til tidligere år.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
- Vi er gået fra 20 flyvninger i tidligere år til 41 her i 2023. Det første fly fra København landede torsdag den 30. marts kl. 12.53, fortæller marketingchef Katja Vahl fra Air Greenland.
- De første par måneder flyver vi en gang om ugen, og i højsæsonen fra uge 25 til 37 har vi to afgange mellem København og Sydgrønland. Efter sommertravlheden drosler vi igen ned på en ugentlig afgang indtil uge 38.
Store forventninger
- Vi har store forventninger til især turistsæsonen i Sydgrønland i år, men det er ikke hele baggrunden for, at vi nu øger beflyvningen af Narsarsuaq. Det er også vores ønske at forbedre servicen med direkte beflyvning og også leverancer af post og fragt.
Læs hele artiklen i den seneste udgave af Sermistiaq her: