Air Greenland: Flyruter nedlægges
Air Greenland er nu færdig med at tilpasse sin fartplan til corona-situationen, så den er afstemt passager-efterspørgslen. Flere afgange lukker, men der lanceres også en ny og mere fleksibel billettype.
Færre flyrejsende har fået Air Greenland til at revidere hele sin fartplan.
- Det er vigtigt, at vi tilpasser vores fartplan til den nye situation som udspringer af Covid-19 situationen og på den måde sikre, at vi stadig kan binde landet sammen på et fornuftigt niveau, siger Jacob Nitter Sørensen, der er administrerende direktør i Air Greenland.
Det resulterer i, at Air Greenland vil lukke ruten Ilulissat-Island ligesom aften- og natflyvningerne mellem Kangerlussuaq og København udgår. Desuden vil visse indenrigsruter opleve færre afgange.
- Covid-19 situationen rammer vores kerneforretning og for at sikre at forretningen skal hænge sammen, så er vi nødt til at ændre i fartplanerne. Det skal dog understreges, at vi er klar til at skalere op igen i takt med en forhåbentlig stigende efterspørgsel, siger direktør Jacob Nitter Sørensen.
Nyt fleksibelt billetkoncept
Air Greenland har imidlertid også besluttet at lancere et nyt billetkoncept med øget fleksibilitet.
Fremover kan man booke mellem to billettyper: en Standard eller Premium billet. Disse billetter kan mod et gebyr ændres op til to timer før afgang. De erstatter de tidligere ”røde” restriktive billetter.
- Vi har oplevet at kunderne har efterspurgt mere fleksibilitet i forbindelse med booking af rejser, og har arbejdet med at forbedre kundeoplevelsen længe, siger fungerende kommerciel direktør Mogens E. Jensen.
Hurtigere check-in
På den nye premium klasse, som erstatter den tidligere business billet, er der nu også indført hurtigere check-in, så kunderne kan checke ind blot 30 minutter før afgang i hele Grønland, oplyser flyselskabet.
Mogens E. Jensen oplyser, at det nye billetkoncept har været undervejs et stykke tid.
- Covid-19 situationen har understreget, at vores kunder har et større behov for fleksibilitet og derfor introducerer vi det nu, siger fungerende kommerciel direktør Mogens E. Jensen.
Desuden tilbyder man sine Club Timmisa medlemmer at kunne downloade et udvalg af aviser og magasiner via en app.