Administrationen i Qeqqa kvitter affaldsposer
Qeqqata Kommunia har valgt at stoppe brugen af affaldsposer af plastik på arbejdspladsen. Omkring 20.000 affaldsposer bliver dermed sparet væk om året.
Flere virksomheder og kommuner har for længst kvittet eller mindsket brugen af affaldsposer af plastik. Nu kommer Qeqqata Kommunia på banen for at værne om naturen og miljøet.
- Prøv at tænke på, at der bliver fjernet plastikaffaldsposer, selv næsten tomme poser, hver eneste dag hos det offentlige. Det sker på trods af, at vi ved, at naturen og plastprodukter på ingen måde er forenelige.
- Vi har derfor besluttet at der kun er få plastikaffaldsposer, hvor man kan smide vådt affald på kommunekontorerne mens alle øvrige affaldspande er til tørt affald, vi håber at andre offentlige arbejdspladser vil tilslutte sig vores handling, for man vil kunne opnå store gevinster, hvis alle bidrager, siger kommunaldirektør i Qeqqata Kommunia, Juliane Henningsen Heilmann
En glad borgmester
Borgmester Malik Berthelsen (S) er glad for initiativet, da Qeqqata Kommunia’s handling harmonerer med flere af FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.
- Vi bruger meget af naturen i vort land, vi henter madforsyninger fra havet og fra landjorden, og hvis vi ønsker at have mulighed for det i fremtiden og ikke mindst, hvis vi ønsker at fremtidige generationer skal have samme muligheder som os, så må vi alle bestræbe os på at handle og reagere, siger borgmester Malik Berthelsen (S) som begrundelse for sin opbakning til de administrativt ansattes nye ordning.
Naalakkersuisoq for Miljø vil forbyde engangsplastik fra 2023. Qeqqata Kommunia mener, at initiativet for at kvitte affaldsposer bidrager til det landspolitiske mål.
- Qeqqata Kommunia ønsker med sit nærværende bidrag til at samarbejdet vil gro på tværs af Kommunerne og Selvstyret og at man kan skabe grobund for fælles indsats om den vigtige opgave, skriver kommunen i en pressemeddelelse.