Dyk i rejekvote: Stort millionbeløb på spil

Der er tocifrede millionbeløb på spil for Landskassen, når der bliver pillet ved den vestgrønlandske rejekvote, der i 2024 reduceres med 7.500 tons i forhold til i år.

Beslutningen om at nedsætte den vestgrønlandske TAC for rejer i 2024 med 7.500 tons, så den lander på i alt 102.500 tons kan i værste fald koste Landskassen 19,6 millioner kroner.

- TAC for rejer i 2024 i Vestgrønland er fastsat til 102.500 tons. Fratrukket mængder til EU og Canada bliver der 99.214 tons til den grønlandske rejeflåde i 2024. Hvis rejefangsten i 2024 svarer til rejekvoten for den grønlandske rejeflåde vil det reducere provenuet fra ressourcerenteafgift på rejer med ca. 19,6 millioner kroner, oplyser departementschef Nikolai S. Christensen, Departementet for Finanser og Skatter, til Sermitsiaq.AG.

Finanslov justeres ikke

Umiddelbart skulle man tro, at det nu er nødvendigt at justere 2024-finansloven allerede på nuværende tidspunkt, men det bliver ikke tilfældet.

Forklaringen er, at rejefiskeriet har mulighed for såkaldt kvotefleks, hvor man kan overføre en kvote fra sidste år til det nuværende år eller tage forskud på næste års kvote.

- Det forventes, at en større mængde rejekvote i 2023 bliver overført til 2024, oplyser Nikolai S. Christensen. Indtægtsskønnet, der ligger til grund for den endelige finanslov 2024, har således taget højde for kvoteændringen.

Forventningen

Departementschefen uddyber emnet yderligere:

- Departementet for Finanser og Skatter forventer derfor, at der i 2024 bliver fisket omkring 106.000 tons hvilket svarer ca. til kvoten for den grønlandske rejeflåde i 2023. Derfor budgetteres ressourcerenteafgifter på rejer med uændrede indtægter på finansloven for 2024, hvilket vil sige, at budgettet forventes at blive upåvirket af nedgangen i rejekvoten i 2024.

Nikolai S. Christensen tilføjer, at den grønlandske rejeflåde kun fisker små mængder rejer i Østgrønland, og der ses derfor bort fra den kvote ved budgettering af rejeafgiften.

Powered by Labrador CMS