Videodagbog: Mara Krebs løb 100 kilometer i ét stræk

Hun havde gjort sit forarbejde. Løberygsækken var fyldt med snacks, benene var trænede og udstyret var på plads. Alligevel var det først lørdag morgen klokken 6 den 3. juli, at virkeligheden ramte Mara Krebs: Hun skulle løbe de 100 kilometer fra Nuuk til Kapisillit. Og ikke nok med det, så skulle hun gøre det på én dag.

Planen var, at hun skulle løbe sammen med en god kollega. Hun blev dog skadet inden de nåede Kobbefjord.

- Vi måtte sænke tempoet, og til sidst kunne vi slet ikke se de andre, siger Mara Krebs.

Mara Krebs optog undervejs videodagbog fra løbet. Her fra er første del af turen.

Kollegaen bliver hentet af en båd, og Mara Krebs overtager noget af hendes mad. Ved aftentid når hun, nu på egen hånd, til gletsjeren Qassi.

- Det var mega scary, siger Mara Krebs. Det regnede og var tåget.

- Mine ben var lidt shaky. Jeg tænkte, at hvis jeg falder igennem, så ved jeg ikke, hvor jeg ender.

Her rammer en tanke, som skal følge Mara Krebs resten af ruten. Nemlig, at hun er helt alene.

Da fredag er blevet til lørdag når Mara Krebs til Qooqqut. Klokken er 2-3 stykker om natten, og hun har tilbagelagt knap 60 kilometer.

- Jeg har det ikke så godt her, jeg er gledet, har vrikket om og min ene stav er knækket, siger Mara Krebs.

For at undgå yderligere skader sætter hun tempoet ned. Egentlig havde hun forventet at gennemføre løbet på 24 timer, men det kan hun godt se, ikke kommer til at ske.

Mara Krebs optog undervejs videodagbog fra løbet. Her fra anden del af turen.

Henover formiddagen når hun til Aqajamerngit. Her er tågen tyk, og, for Mara Krebs er ruten også ukendt.

LÆS OGSÅ

Med kartofler og en isbjørn i rygsækken

- Her kan jeg godt mærke, at jeg bliver ret usikker på ruten, selvom jeg har den på min inreach.

Men i tågen kan hun høre stemmer. Det er tredjedagsløberne, altså dem som gennemfører ruten fra Nuuk til Kapisillit over tre døgn.

Det må betyde, at hun går det rigtige sted, konkluderer Mara Krebs, som følger efter tredagesløberne så godt hun nu kan. Men det er svært at følge deres tempo, for på det her tidspunkt er kroppen godt brugt. 

- Det er som om, at benene ikke vil løbe så hurtigt som hovedet gerne vil, siger hun.

Hun græder og griner. Og fortryder lidt, at hun er løbet videre uden sin makker.

- Jeg mangler nogen, som kan rykke mig videre, eller nogen som jeg selv skal rykke videre, siger hun.

Mara Krebs optog undervejs videodagbog fra løbet. Her fra den sidste del af turen.

- Men jeg er også meget stålfast på at gennemføre løbet alligevel. Jeg skulle samle penge ind (til Nanubørn, red), og havde fortalt til alle, at jeg skulle løbe. Så jeg tænkte, det er fandme pinligt, hvis jeg ikke når i mål.

Med de tanker løbende rundt i hovedet møder Mara Krebs en gruppe, der tilbagelægger ruten i gåtempo.

De tilbyder hende at følges med dem.

- Der bryder jeg sammen, siger Mara Krebs. Og faktisk øges hendes tempo.

Ved stenstranden går de hvert til sit. Mara Krebs er fortrøstningsfuld. Det kommer til at gå fint, tænker hun. Men meget langsomt.

Da der er omtrent 5 kilometer tilbage, er tanken tæt på tømt.

- Det gjorde virkelig ondt, og det var som om, at des tættere jeg kom på målstregen, jo trættere blev jeg, siger Mara Krebs.

Mens hun slæber sig igennem, møder hun en anden Nuukkap-deltager, som har gennemført ekstremløbet flere gange. 

- Hun kigger på mig og spørger, hvad siger du til jeg bare får trukket dig igennem det sidste stykke, siger Mara Krebs og fortsætter:

- Der brød jeg sammen i gråd. Det var lige, hvad jeg havde brug for.

Hun tager fat i Mara Krebs' stav og får hende trukket det sidste.

- Hun trækker mig vitterligt igennem de sidste par kilometer.

Øjeblikket da hun når ind over målstregen, husker hun ikke helt klart. Hun er afkølet og dehydreret, og kommer direkte i seng.

Under de 38 timer og 19 minutter der er gået, siden hun og kollegaen begyndte løbet i Nuuk, har hun ikke sovet.

Efter løbet har hun det ikke så godt, og da hun er tilbage i Nuuk kommer hun en tur forbi hospitalet, fordi hendes krop er så medtaget. 

Var det det værd?

- Det var ikke det værd at løbe alene. Men jeg er glad for, at jeg gjorde det, og rørt over, at jeg blev mødt med så stor omsorg, siger Mara Krebs, hvis råd til fremtidige deltagere er, at de ikke løber alene, medmindre de har prøvet det før.

- Har man tilmeldt sig sammen, så skal man også gå sammen, siger Mara Krebs.

Arrangørerne af Nuukkap, Greenland Arctic Xplorers, skal nok ikke regne med en løbstilmelding fra hende til næste år. Til gengæld vil hun gerne være frivillig og hjælpe til i nødstilfælde, fortæller hun.

- Jeg vil gerne blive uddannet Wilderness First Responder, og lære alle de her overlevelsesting.