'Ukaleq er i gang med noget meget stort'

Skikometen Ukaleq Slettemark vil inspirere unge idrætsudøvere i Grønland, mener generalsekretær i GIF, formanden for skiforbundet samt skiklubben i Nuuk, NSP

Ukaleq Slettemark
Offentliggjort

I disse dage deltager den unge skiskytte, 17-årige Ukaleq Slettemark, ved verdensmesterskaberne i U-VM, som foregår i Slovenien.

Søndag blev Ukaleq Slettemark verdensmester i 10 kilometerløbet, mens det blev til den sjetteplads ved fredagens 6 kilometerløb.

Stor potentiale

Hendes bedrifter er ikke gået ubemærket hen. Grønlands Idrætsforbund, skiforbundet samt Ukaleq Slettemarks grønlandske klub, NSP Nuuk, jubler over hendes resultater ved U-VM.

- Hendes guldmedalje er næsten på højde med Danmarks VM-guldmedalje i håndbold. Wow, det var flot. I de seneste to konkurrencer har hun blot misset et skud, hvilket viser, hvor stor et potentiale hun har, siger generalsekretær i Grønlands Idrætsforbund, Carsten Olsen, til Sermitsiaq.AG.

Nuuk-klub har sendt gave

Ukaleq Slettemark har deltaget i mange konkurrencer under skiklubben NSP i Nuuk, indtil hun flyttede til Norge. Klubformanden Martin Møller er ligeledes henrykt over skiskyttens bedrifter.

- Jeg var utroligt glad på Grønlands vegne, da jeg fandt ud af, at hun havde vundet VM. Det er utroligt stort for os, at hun er blevet så god. Hendes udvikling i de seneste år er jo helt ekstremt. Vi har sendt gaver til hende, som lykønskning, og vi vil hænge et billede af hende op i vores klubhus i Nuuk, fortæller Martin Møller.

Tegner godt for fremtiden

Formanden for Grønlands Skiforbund Timooq Mølgaard siger, at hendes resultater viser, at Grønland er i stor fremgang.

- Vi har i de seneste år sendt flere sportsudøvere afsted til udlandet. Vi havde to OL-deltagere sidste år, snowboard-udøverne gør det glimrende, og alpinskiløberen Nuunu Chemnitz Berthelsen skal til verdensmesterskaberne i denne måned. Vi er under en stor udvikling, og det tegner godt for fremtiden, fremhæver Timooq Mølgaard.

Hun bliver international stjerne

De er alle enige om, at hun vil inspirere de unge i Grønland.

- Jeg tror godt, at Ukaleq Slettemark kan inspirere andre sportsudøvere i Grønland. Derfor håber jeg, at andre sportsudøvere kan få blod på tanden og sige, at de vil være de bedste inden for deres sportsgren, siger Carsten Olsen.

- Hun er i gang med noget meget stort. De unge bliver inspireret meget, når nogen gør det godt i udlandet. Derfor er jeg helt sikker på, at hun vil være med til at udvikle idrætten i Grønland, fremhæver NSP's formand Martin Møller.

Timooq Møller siger, Ukaleq Slettemark har vist, at det ikke er umuligt at følge ens drømme.

- Hvis man gerne vil nå til det punkt, skal man anstrenge sig og være meget målrettet. Det hænger sammen, og her har Ukaleq Slettemark opnået det på vegne af Grønland. Jeg er ikke i tvivl om, at hun bliver en international stjerne, hvis hun fortsætter sin udvikling, lyder det fra Timooq Mølgaard.

Powered by Labrador CMS