Ukaleq efter løb i Sverige: - Det føles godt endelig at være i gang igen
Ukaleq Slettemark og Sondre Slettemark har tirsdag og onsdag deltaget i IBU-Cup i Sverige. Begge skiløbere tager gode erfaringer med sig videre.
IBU-Cup, som er en konkurrence i skiskydning, er blevet afholdt i svenske skove.
Ukaleq Slettemark og debutanten Sondre Slettemark, der for første gang er med i en seniorkonkurrence, har tirsdag og onsdag deltaget i cuppen, som er fundet sted i den svenske by Idre.
Tirsdag åbnede damerne skiskydningen med 7,5 kilometers konkurrence i sprint.
Ifølge en pressemeddelelse fra Greenland Biathlon skød Ukaleq Slettemark 1 bom af 10 skud og endte på en godkendt 21. plads ud af 94 deltagere.
For hvert skud man ikke rammer, som kaldes en ”bom”, skal man gå en strafrunde på 150 meter.
Gode ting at hente
Det fremgår ligeledes, at Ukaleq Slettemark havde den hurtigste rangetime (dvs. den hurtigste opholdstid på skydebanen) af alle løberne. Greenland Biathlon oplyser, at det er noget hun har arbejdet på.
Ukaleq Slettemark er tilfreds med, at det lykkedes at være hurtig i stilling, skyde hurtigt og hurtigt være ude af standplads igen.
- Det føles godt endelig at være i gang igen. Der er mange gode ting at hente fra løbene, og nogle ting jeg skal forbedre, siger Ukaleq Slettemark:
- Jeg ved, hvad jeg skal få på plads for at forbedre mig.
Ikke helt tilfreds
Greenland Biathlon oplyser, at Sondre Slettemark var med for at få international og seniorerfaring. Det indfriede han absolut, lyder det fra Greenland Biathlon.
- Med to bom på liggende og en hurtig fejlfri stående kom han ind på en godkendt 70. plads af 108 deltagere. Han fik 129 IBU-point, som kvalificerer ham til at deltage i Senior VM.
Det er dog ikke en del af hans konkurrenceplan, lyder det videre.
Sondre Slettemark udtaler:
- Det var en god gennemføring, men jeg er ikke helt tilfreds med liggende skydning. Jeg fik efter løbet tilbagemeldinger på disponering af løbet, som jeg vil tage med mig på de kommende konkurrencer, siger han.
Nu er der to dage med rolig træning til på lørdag, hvor kongeetappen finder sted.
Lørdag kan kvindernes 15 kilometer individuel ses fra klokken 06. Herrernes 20 kilometer individuel kan ses fra klokken 9.30.
Søndag kan du se kvindernes 7,5 kilometer sprint klokken 06:30. Herrenes 10 kilometer sprint kan ses klokken 10.
Du kan streame via linket her.