Travl karate-klub: Flere nye bælter og rekordmange medlemmer på sommerlejr
Karateklubben i Nuuk melder om travlt forår og sommer, hvor blandt andet to danske instruktører har været oppe og undervise, og mange har fået nye bælter.
Der har været aktivitet helt udover det sædvanlige gennem forår og sommer i Nuuk Shotokan Karate-do.
To danske instruktører har været oppe og undervise, klubbens instruktører har fået nye højere instruktørlicenser og rekordmange har fået nye bælter i foråret og sommeren. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Således fik hele ni karateudøvere nye bæltefarver søndag den 18. juni, og yderligere seks elever fik nye bælter, mens de var på sommerlejr i Danmark, også i juni.
I Japan til graduering
- Der er blevet trænet hårdt og i mange timer inden den store gradueringsdag.
- Vi er stolte af, at alle, som skulle til graduering, bestod. Det er første gang i mange år, at klubben har haft så højtgradueret et børnehold, skriver klubben, der også fortæller, at den yngste graduerede var 7 år, og den ældste var 68 år.
Klubben sendte i foråret desuden instruktør Kasper Dyrberg til Japan, hvor han skulle forsøge at få sit 3. sorte bælte. Han kom stolt hjem og er nu den anden højest graduerede i Grønland.
Karateklubben er desuden stolt af, at den har kunnet sende 12 af klubbens medlemmer mulighed på karatesommerlejr i Danmark. Det er ny rekord for klubben:
Rekord mange på sommerlejr
- Vi er så glade og stolte over at kunne give de unge tilskud til at få en oplevelse for livet, lyder det fra klubben.
Sommerlejren afholdes hvert år i Glamsbjerg på Fyn af karateforbundet SKIF-Danmark. Her deltager karatekæmpere fra hele Danmark.
Til efteråret vil klubben forsøge at sende et hold kæmpere ned til danmarksmesterskaberne, hvor deltagerne skal forsøge at vinde medaljer. Det vil være første gang i over 10 år, at Grønland vil blive repræsenteret til mesterskaberne, lyder det.