håndbold

Superdebut af Rina

Tidligere målvogter for GSS fra Nuuk Rina Møller Lorentzen fik en fantastisk debut for sin danske håndboldklub Silkeborg Voel KFUM

Rina Møller Lorentzen spillede en stor kamp mod Ikast FS
Offentliggjort

Rina Møller Lorentzen havde en stor del af æren for, at Silkeborg Voel KFUM slog Ikast FS med 26-16 i den danske 2. division i håndbold. Den grønlandske målvogter præsterede mange gode redninger i søndagens kamp.

Der var to grønlandske spillere for Silkeborg Voel KFUM, da de mødte Ikast FS i Voel-hallen søndag eftermiddag. Det var målvogteren Rina Møller Lorentzen, der oprindeligt kommer fra Qeqertarsuaq, og Pani Johnsen fra Nuuk.

Rina Møller Lorentzen fik pareret den første afslutning fra Ikast FS.

- Det betød rigtig meget for min præstation i kampen, at jeg parerede det første skud. Jeg har været meget opsat på at få en god start. Jeg havde et godt samarbejde med forsvaret, og vi kom hurtigt foran med 4-5 mål, siger Rina Møller Lorentzen til Sermitsiaq.AG.

Hun havde ikke færre en 20 redninger i hele kampen. Hun fik pareret tre kontraangreb og reddede også et straffekast.

Pani Johnsen var inde cirka 10 minutter af kampen og fik scoret to mål.

Næste kamp bliver spillet næste søndag mod RSU-Ringkøbing.

Powered by Labrador CMS