Store hjemmesejre på åbningsdagen
Damernes turnering i håndbold i Nuuk startede tirsdag aften med to store sejre til NÛK og GSS
Så er håndbolden i Grønland for alvor i gang. Det sker traditionelt med damernes Faxe Kondi Cup. Turneringen spilles nu for 21. gang, og der deltager top 4 fra GM samt IF Lyseng fra Aarhus, som spiller i serie 2.
Åbningskampen stod mellem NÛK og IF Lyseng. Det blev en målrig affære, og hvor NÛK viste flere nye spillere frem samt en ny træner i Carsten Olsen. IF Lyseng gjorde, hvad holdet kunne, men der nu en gang forskel på et grønlandsk top 4 hold og et dansk serie 2-hold. Der gik således et helt kvarter, før IF Lyseng scorede deres første mål.
På dette tidspunkt havde NÛK scoret otte gange.
Da de to hold gik til pause, førte NÛK sikkert med 17-6. Anden halvleg blev ligeledes en målrig affære, og det hele endte med en sejr til NÛK på 38-14.
Sascha Kilime scorede ni mål for NÛK, mens Karen Marie Kyed Meyer og Inaluk Zeeb hver scorede syv mål. Malia Askjær blev IF Lysengs topscorer med fire mål.
GSS fulgte op med storsejr
I den anden kamp på førstedagen af Faxe Kondi Cup mødte grønlandsmestrene GSS bronzevinderne Nagdlúnguak fra Ilulissat. Noget overraskende blev Nagdlúnguak løbet over ende lige fra første dommerfløjt.
Allerede efter de første 30 minutter førte GSS med 19-5. Anden halvleg fortsatte GSS’ dominans, og da kampen blev fløjtet af af de to danske dommere Bjørn Jensen og Martin Clausen, stod der 36-14 på måltavlen.
Bonna Berthelsen blev topscorer for GSS med syv mål, mens Andrea Andreasen, Ulla Kleist, og Panu P. Grønvold scorede hver fem gange. Topscorer for Nagdlúnguak blev Christina Lange med fem mål, mens Navarana Davidsen scorede fire gange.
I aften kl. 19.00 spiller GSS – SAK, mens IF Lyseng – Nagdlúnguak spiller kl. 20.40. Hele turneringen spilles i Inussivik.
Se masser af billeder i "Galleri: Flyvende start til NÛK og GSS"