Senatorer i USA venter at stemme mod et angreb på Grønland

Der vil i fremtiden blive stemt om invasioner af flere lande, heriblandt Grønland, siger amerikansk senator.

Demokraten Tim Kaine og republikaneren Rand Paul fortalte onsdag aften dansk tid journalister om en forestående afstemning torsdag i Senatet om at blokere for yderligere militære handlinger i Venezuela.
Offentliggjort

Det forventes, at Senatet i USA på et tidspunkt kommer til at stemme om en lov, der skal indskrænke USA's præsident Donald Trumps mulighed for at forsøge at invadere Grønland.

Det oplyser demokraten Tim Kaine, der er valgt i Virginia, og republikaneren Rand Paul, der er valgt i Kentucky, under et fælles møde med journalister.

- I kommer til at se forslag om krigsbeføjelser fremsat om Cuba, Mexico, Nigeria og Grønland, siger Tim Kaine.

Torsdag ventes en afstemning om, hvorvidt yderligere militære handlinger i Venezuela skal standes, medmindre Trump får Kongressens godkendelse.

Tim Kaine og Rand Paul er blandt initiativtagerne bag det forslag.

Rand Paul siger, at han vil "have et åbent sind" angående et fremtidigt lovforslag om at stoppe en eventuel amerikansk invasion af Grønland.

Han siger videre, at han ikke har hørt om, at nogen af hans partifæller støtter militære handlinger i Grønland.

Lørdag sendte USA soldater til Venezuela for at afsætte præsident Nicolas Maduro, der nu befinder sig på amerikansk jord.

Efterfølgende har Trump gentaget sit ønske om, at han ønsker at overtage kontrollen med Grønland, der er en del af kongeriget Danmark.

Powered by Labrador CMS