Sondre slutter på en 4. plads i Norges Cup
Sondre Slettemark er sneget sig op på en samlet fjerde plads i Norges Cup til trods for, at han kun har deltaget i seks ud af ni løb. Han har opnået hurtigste langrendstid men skal finpudse sine skytteevner.
Skiskydningssæsonen er nu slut for 19-årige Sondre Slettemark. Han er suset op på en samlet 4. plads i Norges Cup, det norske mesterskaber, i sæsonen 2022/2023, hvor han har deltaget i seks ud af ni løb.
Det skriver Grønlands Biathlon Forbund i en pressemeddelelse.
Han har høstet både 1., 2. og 3. pladser igennem de løb han deltog i, og Sondre Slettemark vurderer, at sæsonen har været rigtig godt.
- Jeg er rigtig godt tilfreds med de bedste løb, jeg har løbet i år. Når jeg er i god form, så følger jeg med de allerbedste i Norge. Jeg har også vundet løb sidste år, men det er først i år, at jeg har vundet Norges Cup-løb og samtidig haft bedste langrendstid af alle, siger Sondre Slettemark.
Hurtigste langrendsløber
Sondre Slettemark startede Norges Cup sløvt med en 17. plads blandt de 43 deltagende og med en forkølelse, der drillede. Men siden slutningen af januar har det taget fart for ham, hvor han har opnået både 1. og 2. pladser i løbene, og havde den hurtigste tid på løjpen blandt alle deltagere.
Til finalen i weekenden endte Sondre Slettemark på en 10. plads ud af 30 deltagere. Han løb igen hurtigt, men missede seks ud af 20 skud, hvilket trak resultatet ned.
Sideløbende med Norges Cup har han deltaget i Youth VM i skiskydning, hvilket gjorde, at han missede et par løb i Norges Cup. Til VM nåede han op på 22. plads i det sidste løb, jagtstart som han havde kvalificeret sig til. Her missede han også fem ud af 20 skud.
- Jeg mangler stadig lidt på min stabilitet, og jeg er stadig lidt skuffet over, at jeg ikke kunne ramme bedre med formen til Youth VM. Der nåede jeg kun en 22. plads som det bedste. Det er oplagt, at det kunne have været bedre på en optimal dag, når man ser at mine norske konkurrenter hentede medaljer hjem fra VM, siger han.
Glæder sig til næste sæson
Sondre Slettemark skal nu bruge sin tid på træning. Han har netop afsluttet sit tredje år på skigymnasiet i Geilo og regner med at flytte til Lillehammer, hvor han vil søge ind på et af de professionelle hold.
- Jeg ser virkelig frem til næste sæson. Uden mødepligt i skole, men med studier ved siden af skiskydning vil jeg have mere tid til at satse så professionelt, som jeg ønsker. Det betyder også, at jeg vil få mulighed for at løbe flere internationale konkurrencer, siger Sondre Slettemark.
Sondre Slettemark blev ellers kvalificeret til senior VM og World Cup denne sæson men afstod fra at deltage. Han regner med at kunne kvalificere sig igen og deltage til næste sæson.