håndbold

Skød Grønland til ny sejr

Akutaanaq Kreutzmann og Minik Dahl Høegh scorede tilsammen 19 mål i Grønlands tredje sejr i Island

Akutaaneq Kreutzmann (til vsntre) og Minik Dahl Høegh scorede tilsammen 19 af Grønlands 29 mål
Offentliggjort

Herrelandsholdet i håndbold vandt alle sine tre kampe i Island. Først fredag 25 - 22 over Island U20. Så lørdag 26 - 25 over Island U18. Og så endelig søndag 29 - 28 igen over Island U20.

Sidste kamp
I opgøret mod det islandske U20 landshold søndag i Reykjavik gik islændingene på banen med håb om revanche for nederlaget om fredagen.

Det lykkedes dog ikke, selv om islændingene mødte betydelig bedre forberedt op end i den første kamp.

Jævnbyrdig
Efter den meget jævnbyrdige kamp lægger landstræner Niels Møller især vægt på, at det i store dele af kampen lykkedes for Grønland at holde fast i den aftalte strategi.

Grønland vandt den spændende kamp 29 - 28 efter 14 - 14 ved halvlegen. Frank Mikkelsen i det grønlandske mål spillede igen en stor kamp og så var både Akutaaneq Kreutzmann og især Minik Dahl Høegh godt skydende.

Læs: Minik Dahl Høegh skød Grønland til sejr

God oplevelse
Grønlands topscorer Minik Dahl lægger ikke skjul på, at træningssamlingen i Island har været en stor succes.

- Det har været rigtig fedt. Vi vinder tre kampe. Det er selvfølgelig rigtig dejligt at kunne vinde nogle kampe på det her niveau og få tanket noget selvtillid, siger Minik Dahl Høegh.

- Vi fik trænet nogle ting ikke mindst i forsvaret, som vi kan tage med til De Panamerikanske Mesterskaber i Argentina. Jeg synes også, at vi i lange perioder spiller som et hold. Og der er selvfølgelig er et stort pres på os tre med de mange hårde kampe fra Håndboldligaen (Akutaaneq Kreutzmann, Frank Mikkelsen og Minik Dahl Høegh, red.).

Læs: Grønland vandt igen

De Panamerikanske Mesterskaber
Turneringen spilles i juni måned i Buenos Aires i Argentina. De tre bedste hold skal deltage ved de kommende verdensmesterskaber.

De grønlandske målscorere

  • Minik Dahl Høegh, 12
  • Akutaaneq Kreutzmann, 7
  • Miki Duko Sørensen, 4
  • Nuka Heilmann, 3
  • Aqqalu Ingemann, 2
  • Nuuno Lars Olsen, 1
Powered by Labrador CMS