Skilift i Qeqertarsuaq skyllet væk

Tre ud af ni skiliftmaster i Qeqertarsuaq er totalskadet efter voldsomme oversvømmelser og smeltevandsfloder henover forår og sommer. Kommunen vurderer, det ikke er forsvarligt at bygge skilifter i området.

Drømmen om skilift i Qeqertarsuaq i stil med den som man har i Nuuk (på billedet) er skyllet væk sammen med tre ud af ni skiliftmaster på stedet. Voldsom snesmeltning og dertaf kraftige vandmasser udgør en fare for sikkerheden.
Offentliggjort

Når kommunalbestyrelsen i Kommune Qeqertalik holder møde torsdag den 31. august, er der lidt nyt omkring den længe ventede skilift i Qeqertarsuaq.

Men nyheden er ikke den gode af slagsen.

Udvalget for Inoqarfik i Kommune Qeqertalik skal orientere kommunalbestyrelsen, om at tre ud af ni skiliftmaster i Qeqertarsuaq er totalt ødelagte, og ikke kan repareres. Massiv nedbør og efterfølgende kraftig smeltning af sne har resulteret i voldsommere vandmasser.

Det fremgår i Kommune Qeqertaliks dagsorden for den 31. august.

- Omstændighederne viser, at det ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at anlægge en skilift i det pågældende område, fremgår det.

Projekt i millionklasse

Skiliftsbyggeriet i Qeqertarsuaq har taget flere år og har kostet kommunen et tocifret millionbeløb.

I starten af 2020 blev daværende kommunalbestyrelse oplyst om, at der på det tidspunkt allerede var blevet brugt 11 millioner kroner på det projekt, hvor man i første omgang budgetterede med 600.000 kroner.

Siden har kommunalbestyrelsen spyttet endnu mere i projektet:

- Der er i 2022 overført bevilling på 1.647.895 kr. til projektet – hvoraf der hidtil er blevet anvendt 477.350 kr. – dvs. en rest på 1.170.545 kr.

Farligt område

De nyeste undersøgelser viser, at ekstreme vejrforhold i Qeqertarsuaq gør det nærmest umuligt at opretholde en sikker skilift:

- Af sikkerhedsmæssige grunde, er det ikke længere anbefaleligt at anlægge en skilift på det pågældende område, da der er risiko for at en lignende naturhændelse vil kunne ske igen, lyder det.

Kommunalbestyrelsen skal på et senere tidspunkt beslutte, hvad der skal ske med skiliftsprojektet i Qeqertarsuaq.

Powered by Labrador CMS