Nato: Ny aftale vil styrke den kollektive sikkerhed

Større sikkerhed i Arktis er essentielt for både Nordamerika og Europa, skriver Nato-generalsekretær.

- Denne aftale styrker - sammen med Natos voksende rolle i forhold til at sikre denne vitale region - vores kollektive sikkerhed og understøtter en mere sikker og stabil fremtid for os alle, skriver Mark Rutte, der er generalsekretær i forsvarsalliancen Nato, på X.
Offentliggjort

En ny sikkerheds- og forsvarsaftale mellem Danmark, Grønland og USA kommer til at styrke den kollektive sikkerhed.

Det skriver Mark Rutte, der er generalsekretær i forsvarsalliancen Nato, på X.

- Denne aftale styrker - sammen med Natos voksende rolle i forhold til at sikre denne vitale region - vores kollektive sikkerhed og understøtter en mere sikker og stabil fremtid for os alle, skriver han.

Tirsdag eftermiddag dansk tid har statsminister Mette Frederiksen (Socialdemokratiet), formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), og USA's præsident, Donald Trump, underskrevet aftalen.

Det skete ved en underskriftsceremoni i FN-bygningen, kort efter at Donald Trump havde holdt tale ved FN’s Generalforsamling.

Af aftalen fremgår det blandt andet, at USA må oprette nye forsvarsområder ved Narsarsuaq og Mestersvig.

Efter tirsdagens underskrivelse vil der være en godkendelsesproces i parlamenterne i først Grønland, dernæst Danmark, hvor aftalen skal stemmes igennem endeligt.

Rutte skriver også, at større sikkerhed i Arktis er essentielt.

- Vi kender de trusler, vi står over for, og større sikkerhed i Arktis og Nordatlanten er essentielt for både Europa og Nordamerika, skriver han.

EU's præsident, António Costa, lykønsker på X Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen med aftalen.

- Det er et positivt skridt for transatlantisk samarbejde og arktisk sikkerhed, funderet på respekt for suverænitet, territorial integritet og det grønlandske folks ret til selvbestemmelse.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, hilser også aftalen velkommen på X.

- Mit besøg i Grønland tidligere på måneden understregede den strategiske vigtighed og udfordringernes omfang.

- Som altid vil EU arbejde tæt sammen med Danmark og Grønland og vores internationale partnere.

Ved underskrivelsen af aftalen sagde USA's præsident, Donald Trump, at arbejdet med aftalen har været "det har været en fantastisk rejse med vidunderlige mennesker".

- Det bliver et langt og fantastisk samarbejde, sagde Trump ved ceremonien, hvor aftalen blev underskrevet.

RITZAU

Powered by Labrador CMS