Sikkert kajak-guld gik op i røg
Som regerende verdensmester var forventningerne til danske René Holten Poulsen enorme før OL, men den 27-årige kajakroer var langt fra at tage en medalje i Rio
Verdensmesteren René Holten Poulsen blev længe før OL udråbt til Danmarks største medaljehåb.
Alt var da også sat i scene til den helt store fest i Rio, da kronprins Frederik skulle overrække guld, sølv og bronze. Ingen troede sådan for alvor på, at det kunne ende galt. Men det kunne det.
Den 27-årige verdensmester fra Maribo stod nemlig et godt stykke væk, da Danmarks kommende konge uddelte medaljer. OL endte langt væk fra podiet - med en skuffende dansk sjetteplads i 1000 meter enerkajak.
- De havde nok regnet med, at jeg tog en, siger René Holten Poulsen, mens han spejder ud i horisonten.
Kort forinden havde han lettere irriteret og frustreret forsøgt at forklare, hvorfor OL aldrig blev den optur, mange havde forventet.
Dagene i Rio blev præget af en forkølelse, som først slap ham mandag aften. Derudover måtte René Holten Poulsen kæmpe sig igennem en masse søgræs i finalen.
- Der var flere af de andre, der ikke havde græs på, og ham, der vandt, har aldrig vundet et løb før, så jeg tvivler på, at han har haft græs på.
- Han kvalificerede sig på alleryderste mandat, siger han om spanieren Marcus Walz.
- Tillykke til ham. Det hjælper mig sgu ikke. Det er ligesom at spænde en trailer efter en bil og konkurrere med samme bil uden en trailer på, lyder det fra danskeren.
René Holten Poulsen mener, at det var helt naturligt, at forventningerne til ham var store op til OL.
- Det er min egen skyld. Jeg kunne bare lade være med at vinde VM. Men det var jo også meget sjovt at vinde VM, siger han.
- Det her er sport, og lige meget hvor meget, nogen vil det, så skal jeg ro om det. I kan hoppe herfra og til Nordpolen. Det sker bare ikke af sig selv. Man er nødt til at ro om det.
Sportschef i kano- og kajakforbundet, Bo Vestergaard, føler med sin største stjerne efter OL-skuffelsen.
- Vi er naturligvis alle skuffede over sjettepladsen, for alle omkring landsholdet har arbejdet stenhårdt op mod det her OL. Ikke mindst René selv, så jeg føler med ham lige nu.
- Det er synd for ham, at hans målrettede og dedikerede træning op til OL blev forpurret af sygdom og søgræs, siger Bo Vestergaard.
Det er andet OL i træk, at Danmarks måske største medaljehåb fejler, når det gælder. For fire år siden i London var fortællingen den samme om svømmeren Lotte Friis, der hørte til blandt favoritterne i 800 meter fri.
Lotte Friis endte som nummer fem i det, der måske var karrierens største skuffelse.
- Jeg var helt nede i kulkælderen. Jeg tror aldrig, at jeg har grædt så meget, sagde hun for få dage siden om nedturen i London.
/ritzau/