Arctic Winter Games

Sådan støtter Katuaq AWG 2016

Arctic Winter Games i Nuuk får nu mere støtte

Fra venstre: Ruth Montgomery fra AWG2016, Julia Pars, direktør i Katuaq, og Maliina Abelsen, som er General Manager for AWG 2016
Offentliggjort

Et sted mellem 400.000 og 700.000 kroner.

Så mange penge er det sponsorat værd, som Grønlands kulturhus Katuaq støtter Arctic Winter Games 2016 i Nuuk med.

Det oplyser Katuaq-direktør Julia Pars og Maliina Abelsen, General Manager for AWG 2016, i en meddelelse.

De fortæller, at Katuaq som kulturhus i samarbejde med AWG 2016 vil være vært for nogle af de kulturelle arrangementer i forbindelse med afholdelsen af Arctic Winter Games om cirka halvandet år.

Støtte
Det såkaldte Kissaviarsuk-sponsorat indebærer AWG 2016’s brug af Katuaqs lokalefaciliteter op til og under AWG 2016.

Sponsoratet indebærer også, at Katuaq udlåner to medarbejdere til AWG, som vil bidrage med deres arbejdskraft og erfaring. Arrangementschef og Teknisk Chef er allerede involveret i planlægningen og vil være en del af teamet fra januar 2016 og indtil legene er afviklet.

- Fra Katuaqs side synes vi, det er vigtigt at være med til så stort et arrangement for unge og være en del af teamet, der skal sørge for, at AWG 2016 bliver til en succes, skriver Katuaqs direktør Julia Pars, som håber, at det store sportsarrangement kan være med til at styrke Katuaqs kulturelle netværk med de arktiske lande.

Powered by Labrador CMS