Så begynder håndboldmesterskaberne

Søndag eftermiddag begynder håndboldmesterskaberne, hvor de forsvarende mestre på dame- og herresiden, GSS, skal forsvare deres guldmedaljer. Turneringen byder på stærke hold og håndbold på højt niveau, lyder det fra forbund.

Mesterskaberne løber af stablen i Inussivik i Nuuk fra søndag. (Arkivfoto)
Offentliggjort

Søndag går det løs i Inussivik i Nuuk. Her begynder grønlandsmesterskaberne i håndbold, hvor fire damehold og fire herrehold skal kæmpe om titlen.

Håndboldforbundet TAAK skriver i en pressemeddelelse, at turneringen vil byde på stærke hold og håndbold på højt niveau.

- Holdene skal igennem et alle mod alle forløb med semifinaler og finaler, der minder om de Final 4 konkurrencer, vi kender til i andre nationer. Det betyder, at der skal kæmpes for ikke at ende sidst, hvilket vil give den sværeste semifinale, skriver TAAK.

Damesiden før VM

Ifølge forbundet har især GSS mange kvindelandsholdsspillere, der om ikke så længe skal spille VM kvalifikation på hjemmebane:

- Så vi må forvente skarpe spillere, der er i god form, lyder det.

Landstræner Anders Friis og assisterende landstræner, Kim O. Petersen, vil i forbindelse med mesterskabet se på alle spillernes kampform og niveau forud for de sidste justeringer, der skal ske op til VM.

Ny landstræner vil være til stede

På herresiden ser landstræner Johannes Groth frem til at se alle spillere i aktion.

- Der vil han specielt lægge mærke til spillernes grundform, deres vilje til at kæmpe for at vinde og ikke mindst at være en god holdspiller på og udenfor banen, skriver forbundet.

TAAK opfordrer interesserede til at komme og være med til at skabe en god stemning i Inussivik, hvor frivillige kræfter fra NÛK organiserer mesterskaberne i samarbejde med forbundet.

Her ses kampprogrammet for søndag, mandag og tirsdag:

Powered by Labrador CMS