Ny landstræner ønsker landskampe på hjemmebane
Sermitsiaq.AG har talt med fodboldherrernes nye landstræner Morten Rutkjær. Han vil opnå udvikling gennem positivt mindset men også gennem hårdt arbejde. Og så vil han have afholdt flere landskampe herhjemme
Fodboldherrernes nye landstræner Morten Rutkjær har store drømme for landsholdet.
Han tiltrådte som ny landstræner for herrelandsholdet i sidste uge, og var i Nuuk tidligere på ugen for at se spillerne an.
- Jeg har sagt ja til landstrænerjobbet, fordi jeg synes, der er muligheder for at få løftet fodbolden. Jeg har drømme for holdet, og vi vil arbejde hen imod at spille landskampe. Men spillerne skal være klar før det. Derfor skal vi bygge et fundament op på holdet. Men mit håb og min drøm er at få arrangeret en landskamp eller to på hjemmebane inden for den nærmeste fremtid, siger Morten Rutkjær, som har den højeste trænerlicens inden for europæisk fodbold.
Kampe i Nuuk?
- Hvilke lande kan landsholdet møde?
- Det er nærliggende at spille mod de lande, der ligger tæt på landet. Jeg kunne godt tænke mig at spille mod Island, Færøerne eller Finland, svarer han.
Det er forholdsvis stærke lande, han gerne vil møde på hjemmebane, men her vil han gerne have, at de grønlandske spillere skal tænke stort.
- Jeg vil ikke kaste spillerne ud i kampe, hvis de ikke er klar til det. Holdet skal være velforberedt, før de spiller kampe. Og det kan være, at de lande, vi kontakter, siger nej tak. Men jeg kan godt lide at tænke stort, og jeg vil gerne have, at spillerne gør det samme. Jeg vil gerne have ambitioner med holdet, og i den korte tid jeg har været her, fornemmer jeg, at folk gerne vil fodbold. Derfor er der rige muligheder for udvikling, fremhæver han.
Han ser også gerne firenationers turneringer, som Grønland kan deltage i.
Dog er der begrænsninger på grund af coronasituationen, derfor er det svært for ham at forudsige, hvornår præcist der kan spilles landskampe.
Offensive kvaliteter
- Hvordan kan du beskrive spillernes spillestil?
- De er meget teknisk dygtige, kan meget på eget hånd. De vil gerne bruge bolden, og lege med bolden. Men der er noget på formen og på det taktiske, hvor jeg har en masse erfaring omkring, hvordan vi kan gøre holdet bedre. For eksempel i den defensive del af spillet, svarer han.
Kontrakt på et år - men vil blive i mange år
Morten Rutkjær har en kontrakt med fodboldforbundet indtil næste sommer, men hans drøm er at være landstræner i mange år. Han vil nemlig gerne være med til at sende spillere til udlandet - for eksempel til Danmark, eller andre steder.
Men på den korte bane er holdets mål at vise godt spil ved Island Games til næste år, der skal spilles på Guernsey.
Landstræneren har besøgt Maniitsoq, mens han skal til Diskobugten, hvor han skal se, hvordan spillernes niveau er.