Ny europæisk fodboldliga skaber vrede
12 storklubbers beslutning om at etablere en ny fodboldturnering, der allerede skal starte til august, skaber vrede og store overskrifter rundt om i Europa.
Manchester City, Real Madrid, Barcelona, Juventus, AC Milan, Arsenal, Atlético Madrid, Chelsea, Inter, Liverpool, Manchester United og Tottenham går enegang og stifter sin egen fodboldturnering ”Super League”, der skal bestå af i alt 20 hold.
Planen har medført voldsomme reaktioner hos de etablerede fodboldorganisationer, fangrupper og sågar poliltiske ledere.
Reaktioner
Udpluk af reaktionerne, som nyhedsbuereauet AFP har samlet:
Uefa: - De involverede klubber vil blive udelukket fra at spille i enhver anden turnering på nationalt, europæisk og verdensplan, ligesom at deres spillere kan blive nægtet muligheden for at repræsentere deres nationale hold.
Det Internationale Fodboldforbund (Fifa): - Fifa kan kun udtrykke sin misbilligelse over for en "lukket, europæisk udbryderliga", der står uden for de internationale fodboldstrukturer.
Premier League, den engelske liga: - Fans af enhver klub i England og hele Europa kan i øjeblikket drømme om, at deres hold klarer den helt til tops og kommer til at spille mod de bedste. Vi mener, at konceptet omkring en europæisk Super League vil ødelægge denne drøm.
Florentino Pérez, præsident i Real Madrid og ny Super League-præsident: - Fodbold er den eneste sportsgren i verden med flere end fire milliarder fans, og det er vores ansvar som store klubber at reagere på deres ønsker.
Gary Neville, tidligere anfører for Manchester United: - Det frastøder mig. Det er en komplet skændsel. Vi er nødt til at vinde magten tilbage fra klubberne i toppen af denne liga. Det glæder også min egen klub.
Andrea Agnelli, bestyrelsesformand i Juventus og ny Super League-næstformand: - Vi er gået sammen om at transformere europæisk konkurrence og sikre en bæredygtig fremtid for det spil, vi elsker. Vi ønsker at øge solidariteten betydeligt og give fans og amatørspillere en lind strøm af store kampe, som vil fodre deres lidenskab for spillet.
European Club Association (ECA): - Set i lyset af dagens udmeldinger om en såkaldt udbryderliga så gentager ECA - der repræsenterer 246 førende klubber i hele Europa - sit tilsagn om at arbejde for at udvikle modellen for Uefas klubturneringer begyndende fra 2024.
Boris Johnson, britisk premierminister: - Planer om en europæisk Super League vil være meget skadelige for fodbolden, og vi støtter fodboldmyndighedernes indgriben. Disse planer rammer lige i hjertet af vores hjemlige liga og vil bekymre fans over hele landet.
Élyséepalæet, den franske præsidents bolig: - Frankrigs præsident glæder sig over, at franske klubber har afvist at være med i den europæiske Super League, der truer princippet om solidaritet og sportslig fortjeneste.
Ralph Hasenhüttl, Southampton-manager: - For mig er det fuldstændig uacceptabelt, det der foregår bag kulisserne. Ingen - heller ikke fansene - ønsker det her.
Spirit of Shankly, Liverpool-fangruppe: - Som fanrepræsentanter er vi rystede over denne beslutning, som vi modsætter os fuldstændigt. Liverpools ejere, FSG, har ignoreret fansene i deres skruppelløse og grådige jagt på penge. Fodbolden er vores, ikke deres. Vores fodboldklub er vores, ikke deres.
Chelsea Supporters' Trust, Chelsea-fanklub: - De siger, at man bør forvente det uventede, men i dag har Chelsea Supporters' Trust (CST), vores medlemmer og fodboldfans over hele verden oplevet det ultimative forræderi.
Fakta om turneringen:
- De 12 klubber søger yderligere tre storklubber, der vil slutte sig til de stiftende klubber.
- Turneringen skal have i alt 20 hold. De sidste fem hold skal kvalificere sig for at være med.
- Kampene skal spilles midt på ugen, så holdene fortsat kan spille i deres hjemlige ligaer.
- Ligaen skal efter planen starte i august, hvor holdene bliver delt ind i to grupper med hver ti hold, der alle møder hinanden ude og hjemme.
- De tre bedste hold i hver gruppe går videre til kvartfinalerne, mens fjerde- og femtepladsen spiller om de to sidste kvartfinalepladser.
- De stiftende klubber får udbetalt et engangsbeløb på 3,5 milliarder euro til at støtte infrastrukturplaner og modregne omkostninger i forbindelse med pandemien. Beløbet svarer til cirka 26 milliarder danske kroner.
- Der er desuden planer om en Super League for kvinder.