Minik indtog GOG Arena
Sæsonpremieren i den danske 1. division resulterede takket være en solid grønlandsk indsats i sejre til både GOG og Vejle Håndbold

Næsten 1000 tilskuere havde søndag eftermiddag fundet vej til GOG Arena i Gudme på Sydfyn for at følge GOG i kampen mod nedrykkerne fra Håndboldligaen Lemvig-Thyborøn Håndbold.
De to klubber er de eneste i en stærk 1. division, som klart har meldt ud, at de går efter en topplacering og dermed oprykning til Håndboldligaen.
- Det er en af sæsonens vigtigst kampe, så vi lægger hårdt ud, fastslog cheftræner Jakob Larsen inden kampen.
Minik bedste spiller
Og ganske symptomatisk for kampen og ikke mindst for sin egen præstation scorede grønlandske Minik Dahl Høegh kampens første mål. Efter nogle nervøse minutter med unødvendige boldtab i kampens indledende fase satte GOG sig solidt på kampen. Glimrende anført af en til tider storspillende Minik Dahl Høegh.
Da de to dommere fløjtede kampen af, var det blevet til i alt ni scoringer fra banens bedste spiller, Minik Dahl Høegh. Dertil et utal af målgivende afleveringer og solide aktioner i forsvaret. Efter en pauseføring på 16-9 vandt GOG kampen 31-25.
- Det var en dejlig måde at vende tilbage til GOG på, var en meget tilfreds Minik Dahl Høeghs kommentar til Sermitsiaq.AG lige efter kampen. Han fortsatte:
Gik på vandet
- Jeg var lidt nervøs inden kampen, for der står meget på spil for klubben i den her sæson og Lemvig-Thyborøn er et rigtig godt hold. Vi får en fantastisk opbakning fra tilskuerne og jeg føler, at vi næsten kan gå på vandet i den her kulisse. Sidst men ikke mindst, så holdt Jakob Larsens oplæg og taktik med små justeringer undervejs os hele tiden på rette spor.
Minik Dahl Høeghs samspil med en anden nyerhvervelse, Henrik Knudsen, tegner godt og bliver spændende at følge i de kommende kampe. Henrik Knudsen er tidligere dansk landsholdsspiller og vendte før denne sæson tilbage til dansk håndbold efter adskillige år i polsk og tysk håndbold.
Mere grønlandsk succes
På hjemmebanen i Vejle vandt Vejle Håndbold 27-25 over Stoholm. Akutaaneq Kreutzmann scorede fem mål.
- Det var ikke kønt, men sejren var vigtig og det giver altid lidt ro, når man slipper godt fra sæsonens første kamp, sagde Akutaaneq Kreutzmanns hurtige kommentar til Sermitsiaq.AG umidddelbart efter kampen.