Klar til et hav af smash
Badmintonturneringen starter mandag i Arctic Winter Games. Landstræner Bjarne Nielsen regner med at alle grønlandske spillere kommer hjem med mindst en medalje.
Badmintonholdet efter træningen søndag formiddag. Foto: Sermitsiaq
Der venter mange kampe til de grønlandske Arctic Winter Games deltagere i badminton. Træningen har derfor været fokuseret på at spillerne skal slå et hav af smash inden medaljerne kommer i hus.
– Vi ved fra tidligere AWG, at der venter mange kampe for de grønlandske spillere, hvorfor vi gerne vil være så godt forberedt som muligt. Hver gang spillerne har trænet, har de skulle lave mindst 80 smash, så de vænner sig til at arbejde meget med slagarmen, siger landstræner Bjarne Nielsen.
– Samtidigt vil vi gerne vinde de lette point - dem får man mange af, når man er god til at serve. Endelig har jeg præciseret for spillerne, at de skal få lavet konditionstræning, enten ved indervalløb eller benarbejde op banen, så vi kan holde til at spille mange kampe.
– I februar har der været afholdt by- og kredsmesterskaber, hvilket også er med til at vi er velforberedte og sejrssultne, siger Bjarne Nielsen, der regner med at samtlige spillere får en medalje med hjem.
Her er navnene på de grønlandske badminton spillere:
U16
Sara Lindskov Jacobsen B67
Hedvig Broberg SPQ
Niels Thorleifsen JBF
Nikki Løvstrøm Mathiesen JBF
U19
Rina Lorentzen B67
Malu Poulsen Degn JBF
Sequssuna Fleischer Schmidt B67
Nikki Nathansen TEN