Jakob Poulsen sender Danmark til VM

Det danske landshold er klar til VM efter en kneben hjemmesejr på 1-0 over Sverige. Jakob Poulsen gjorde de danske VM-drømme til virkelighed med et drøn af et langskud 10 minutter før tid og sendte det meste af Parken i ekstase.

Matchwinner Jakob Poulsen nyder champagnen på banen efter kampen, da Danmark lørdag aften tog imod Sverige i Parken i kampen for kvalifikation til VM i Sydafrika næste år. (Lars Poulsen/POLFOTO)
Offentliggjort

Det lignede ellers længe en kedelig nullert, hvor begge mandskaber var tilfredse med uafgjort. Men i slutningen af kampen, pressede begge mandskaber mere på for at afgøre sagerne. Og da publikum råbte "skyd", så tog AGF'eren Jakob Poulsen chancen langt udefra. Bolden sejlede ind nederst i højre hjørne af målet akkurat uden for målmand Andreas Isakssons rækkevidde.

I første halvleg begyndte Danmark bedst og spillede sig frem til flere store chancer, som Nicklas Bendtner og Jakob Poulsen brændte. Sverige kom langsomt bedre ind i kampen midtvejs i første halvleg og fik også vist deres farlighed på kontrastød og dødbolde.

I det danske midterforsvar var Daniel Agger og Simon Kjær kampen igennem gode til at holde Zlatan Ibrahimovic fra fadet. Omvendt fik Jon Dahl Tomasson og Nicklas Bendtner heller ikke skabt de helt store chancer i den anden ende.

Med sejren er Danmark allerede klar til VM i Sydafrika inden onsdagens sidste gruppekamp mod Ungarn i Parken, som nu er uden betydning. Sverige skal derimod nu udelukkende kæmpe om at nå en playoff-kamp via en andenplads i gruppen.

Powered by Labrador CMS