Israelsk klub interesseret i Minik

Den hårdtskydende venstreback på grønlands herrelandshold i håndbold, Minik Dahl Høegh, er stadig klubløs. Men han har nu intensiveret sin jagt på ny klub

Offentliggjort

Håndboldspilleren Minik Dahl Høegh har endnu ikke fundet en ny klub.

Han har ellers fået tilbud i Israel, men den særlige situation med coronavirus har stoppet forhandlingerne.

- Jeg udelukker ikke at skifte til Israel endnu, og vi har stadig kontakt med hinanden. Men jeg er ikke i konkrete forhandlinger lige nu, dog er jeg fortrøstningsfuld over, at jeg nok får en klub i den kommende tid, siger den 35-årige håndboldspiller.

Har været hjemme i Qaqortoq

Han fortæller, at han har haft en travl sommer.

- For at udvide vores nystartede virksomhed, Høegh VVS ApS i Qaqortoq, har jeg haft fokus 100 procent på den del. Først nu er jeg begyndt at søge efter klubber, fremhæver Minik Dahl Høegh.

Vil til en klub med ambitioner

Nu er han dog i gang med at intensivere sin jagt på en ny klub.

- Men vi er nu stadig i gang med at finde klub både i Danmark og i Europa, men det skal også give mening med udlandet hvis det passer med familien. Der var også interesse fra Frankrig og Holland før marts, men så kom coronaen. Men jeg vil også sige, at jeg vil til en klub med ambitioner, lyder det fra den hårdtskydende venstreback.

Minik Dahl Høegh har spillet i Danmark siden 2008, og har optrådt i flere klubber.

Powered by Labrador CMS