Klar til VM-kvalifikation
Herrelandsholdet til VM-kvalifikationsturnering
Cuba og Mexico har meldt afbud til forkvalifikationsturneringen i USA. Dermed er håndboldherrerne direkte kvalificeret til De Pan Amerikanske Mesterskaber, der også er VM-kvalifikationsturnering
De grønlandske herrelandshold er klar til at deltage ved De Pan Amerikanske Mesterskaber - helt uden forudgående kampe.
Grønland kommer med, efter at Mexico og Cuba har meldt afbud til forkvalifikationsturneringen til netop de Pan Amerikanske Mesterskaber. Forkvalifikationsturneringen, der ellers skulle være spillet i Alabama i USA til marts, er derfor blevet aflyst.
Læs: Landstræner overrasker med valg af GOG-spiller
Har brug for kamperfaring
Trods den direkte kvalifikation til De Pan Amerikanske Mesterskaber, ærger landstræner Niels Møller sig over, at holdet har misset kampe.
- Jeg ville have foretrukket, at vi kvalificerede os til de Pan Amerikanske Mesterskaber, efter at vi havde spillet forkvalifikationsturneringen, siger han til Sermitsiaq.AG.
For holdet ville have haft godt af at spille en del kampe.
- Vi har flere spillere, der dagligt spiller hjemme i Grønland. De er unge og har brug for kamperfaring. Nu skal vi til at omlægge vores planer, forklarer landstræner Niels Møller.
Læs: Landstræneren i håndbold har udtaget disse spillere
Holdet spiller i Argentina
De tre bedst placerede hold ved De Pan Amerikanske Mesterkaber går videre til verdensmesterskaberne, der skal spilles i Frankrig i januar.
- Vi skal altid være blandt de fem bedste hold, når vi spiller VM-kvalifikationsturneringen. Det er for tidligt at sige, om vi er blandt de tre bedste i øjeblikket, lyder det fra Niels Møller.
De Pan Amerikanske Mesterskaber skal spilles i Argentinas hovedstad Buenos Aires i juni.
Læs: Landstræneren varmer op til de Pamamerikanske mesterskaber