Håndbold: Landsholdsspiller fortsætter karrieren i Italien
Fra næste sæson skal Marxwell Frederiksen tørne ud for Pallamano Belluno, der spiller i den næstbedste italienske række. I fremtiden drømmer han at spille i de bedste ligaer i Europa.
Efter at have spillet én sæson for tredjedivisionsholdet Aversa i Italien, skifter landsholdsspiller for det grønlandske herrelandshold i håndbold, Marxwell Frederiksen, til den næstbedste håndboldrække i Italien, hvor han i den kommende sæson skal spille for Pallamano Belluno.
- Det hele opstod, efter at jeg talte med landstræner Johan Zanotti omkring mulighederne for at skifte til udlandet. Der har ikke været udfordringer i den tekniske del af spillet, men det er anderledes at spille i Italien hvor jeg forventes at tage mere ansvare end i Danmark hvor jeg spillede med nogle store profiler, siger 23-årige Marxwell Frederiksen til Sermitsiaq.AG.
Klubben vil være den bedste i Italien
Han skiftede fra Skjern Håndbold til Aversa sidste sæson, og nu skifter han til en ambitiøs klub, der har hentet flere unge spillere ind.
- Klubbens mål er at komme i den bedste række og om tre år er klubbens målsætning at blive den bedste klub i Italien. Klubben har hentet flere spillere, som for eksempel én fra Sverige og en fra Norge, samt en tidligere landsholdsspiller for Italien, så det bliver en virkelig spændende sæson, fortæller Marxwell Frederiksen.
Niveauet kan være svingende
Han siger, at niveauet i den bedste italienske række kan sammenlignes med 1. division i Danmark.
- I den kommende sæson vil jeg så spille i den næstbedste række, der er delt op i tre. Niveauet kan være svingende. De bedste hold kan begå sig i 2. division i Danmark, mens nogle af holdene kan også minde om lavere niveau end 3. division. Det afhænger meget af, hvor meget klubberne støtter deres hold økonomisk i Italien, siger han.
Fokus på egne kompetencer
Marxwell Frederiksen var begyndt at spille som venstrefløj i Danmark, men han har kommet tilbage til sin oprindelige plads på banen, nemlig som venstreback.
- Jeg har talt meget med min agent om, hvad jeg skal karrieremæssigt. Jeg vil gerne nå så langt som overhovedet muligt. Nu kan jeg fokusere mere på mine kompetencer, og prøve nogle ting af. Jeg er ikke den højeste spiller, derfor skal jeg blive endnu bedre på mine finter, og jeg vil også blive bedre i forsvaret. Men jeg skal også blive ved med at træne i venstrefløj-positionen, da jeg kan få brug for det i fremtiden, fremhæver han.
Misset VM-plads
Det blev til en andenplads for det grønlandske landshold ved VM-kvalifikationsturneringen for nyligt i Mexico, hvor han var en del af holdet.
- Vi skal kvalificere os til VM til næste gang. Det er det, der skal opnås. Vi var selvfølgelig skuffede over at misse VM, men på den anden side var jeg også meget stolt over vores præstation. Fordi vi på så kort tid med ny træner, og en hel ny måde at spille på, formåede at præstere så godt. Vi kan sagtens rykke os som hold, fortæller han.
Større ligaer i fremtiden
- Jeg vil spille i 2. Bundesliga i Tyskland, eller den bedste række i Italien eller Frankrig. Men det kræver udvikling samt gå-på-mod. Inden for de næste to år føler jeg, at det kan være muligt, hvis jeg fortsætter udviklingen og at jeg undgår skader, lyder det fra Marxwell Frederiksen.
Hans mål på længere sigt er at spille i en af de bedste ligaer i enten Tyskland, Danmark eller Frankrig.
Hans sæson med Pallamano Belluno starter 3. september. Før sæsonstarten er der træningskampe.
Klubben har præsenteret Marxwell Frederiksen på deres Facebook-side: