Grønlandsk sølv ved EM i Street Dance

10-årige Eva Luna Egede og veninden og dansemakkeren også 10-årige Matilde HøiThomsen opnåede i sidste weekend et fornemt resultat ved europamesterskaberne.

Eva Luna Egede (tv.) og veninden og dansemakkeren Matilde Høi Thomsen.
Offentliggjort

Udo European Street Dance Championships 2023, som var stævnets officielle navn, blev afviklet i Kalkar i Tyskland.

Deltagerne var alle blevet kvalificeret ved forskellige nationale konkurrencer. Som i andre sportsgrene, hvor børn deltager, var deltagerne delt efter alder, og som vi for eksempel kender det fra håndboldverden i børne- og ungdomsrækkerne U6, U8, U10, U12, U14, U 16 og U18.

20 lande var repræsenteret ved stævnet i Tyskland.

Street Dance er en blanding af forskellige stilarter blandt andet hip-hop, hvor bevægelser i forskellige kategorier til musik, høj musik, bliver bedømt af dommere. Der er fuld fart på. 60-90 sekunder må et nummer vare.

Sølvmedaljer

Eva Luna og Matilde stillede op i U12 DUO. Altså hvor man danser to sammen. De konkurrerede med 29 andre hold. Selv om de var blandt de yngste af de 29 hold, blev det altså til flotte sølvmedaljer.

Eva Luna havde Erfalasorput med på scenen til medaljeoverrækkelsen.

Eva Luna har dyrket Street Dance i nogle år, og træner hver eneste dag. De to piger er sat sammen af deres danseskole.

Next Stop England

Eva Luna og Matilde drømmer om at komme til verdensmesterskaberne i England i august. Der er naturligvis en hel del økonomi i en sådan deltagelse. To dansere med forældre skal afsted. Eva Lunas mor Ivalu Egede Martinsen fortæller til os:

-Vil vil gøre alt for at pigerne kommer afsted og får den store oplevelse, som det er at deltage ved et verdensmesterskab med deltagere fra mange forskellige lande. Lige nu er vi ved at finde ud af, om der er nogle sponsorerer, der vil støtte os.

Verdensmesterskaberne kommer til at foregå i Blackpool fra den 23. til og med den 27. august. Pigernes tøj er grønlandsk. Sponsoreret af Inuit Quality Clothes of Greenland.

Powered by Labrador CMS