GM i herrehåndbold: Seks hold kæmper om guldet
Så er der dømt håndbold, når dommeren fløjter kampene i gang til GM i håndbold for herrerne i dag. Kampene afvikles i Nuuk i Inussivik fra mandag til søndag.
Seks hold skal kæmpe om guldet, når grønlandsmesterskaberne i herrehåndbold starter i dag mandag den 10. maj.
De to hold, der åbner ballet bliver NÛK fra Nuuk og Akuleriit, der er et sammensat hold med spillere fra flere byer. Dommeren fløjter den første kamp igang mandag klokken 17.00 i Inussivik i Nuuk.
Medlem i bestyrelsen for Grønlands Håndboldforbund, TAAK, forventer en spændende uge, når kampene løber af stablen.
- De sidste par år har der ikke været mesterskaber, så vi forventer spillere, der har høj kamplyst. Vi forventer gode kampe, og glæder os over, at forsamlingsforbuddene er lempet yderligere, så vi kan have godt med publikum, siger Jørgen Isak Olsen, bestyrelsesmedlem i TAAK til Sermitsiaq.AG.
Rutinerede spillere klar
Han fortæller, at holdet fra Maniitsoq, Aqissiaq, kan overraske, og at intet er afgjort på forhånd.
- Kreutzmann-brødrene, Akutaaneq og Angutimmarik Kreutzmann, der jo er kendte fra Pan-Am, skal kæmpe for deres hold Aqissiaq. Jeg er sikker på, at de vil gøre sig bemærket i mesterskaberne, siger Jørgen Isak Olsen.
Også de resterende hold glæder han sig til at se spille, og understreger, at alle hold har klare fordele gode spillerkort, som publikum kan glæde sig til.
Disse hold skal med i GM:
- NÛK fra Nuuk
- Akuleriit, der er blandet hold
- N-48 fra Ilulissat
- Aqissiaq fra Maniitsoq
- Norsaq HC fra Aasiaat
- GSS fra Nuuk
Du kan se programmet for GM i herrehåndbold på Grønlands Håndboldforbundets Facebookside.