GM i futsal: B-67 og IT-79 booker finaleplads

De to Nuuk-hold spiller finale ved herrernes grønlanlandsmesterskaber i futsal. Aqissiaq og K-33 spiller bronzekamp.

Offentliggjort

Lørdag blev semifinalerne ved herrernes grønlandsmesterskaber spillet.

I den første semifinalekamp vandt B-67 fra Nuuk overbevisende over K-33 fra Qaqortoq med 10-0. Ved pausen førte B-67 med 3-0, og scorede syv mål i anden halvleg. Dermed er B-67 klar til at spille finale ved årets turnering, og holdet er det eneste hold, som har vundet sine samtlige kampe.

Dramatisk kamp

Den anden semifinale, mellem IT-79 fra Nuuk og Aqissiaq fra Maniitsoq, blev dramatisk. Kampen måtte ud i forlænget spilletid, da det endte 5-5 efter to gange 20 minutter. IT-79 var stærkest i den forlængede spilletid, og vandt kampen med 9-7.

Resultaterne betyder, at B-67 og IT-79 spiller finale, mens Aqissiaq og K-33 skal spille om bronzemedaljerne.

I kampen om femteplads i turneringen spiller Nagdlunguak' fra Ilulissat og Nagtoralik fra Paamiut, mens Kugsak-45 fra Qasigiannguit og I-69 fra Ilulissat spiller kampen om syvendeplads i turneringen.

Søndagens kampe:

  • Kl. 13.00: I-69 - Kugsak-45
  • Kl. 15.00: Nagdlunguak' - Nagtoralik
  • Kl. 17.00: Aqissiaq - K-33
  • Kl. 19.30: IT-79 - B-67

Kampene spilles i Godthåbhallen i Nuuk.

Powered by Labrador CMS