håndbold
GHF positiv over for deling af PATHF
Grønland kommer til at tilhøre nordregionen, efter Det Panamerikanske Håndboldforbund er blevet delt i to
Grønlands Håndbold Forbunds (GHF) formand, Jørgen Isak Olsen, bekræfter til Sermitsiaq.AG, at forbundet er for nyligt blevet informeret om delingen af Det Panamerikanske Håndboldforbund (PATHF) i to regioner – en sydregion og en nordregion.
Stiller sig positivt
- Det er oplyst, at Grønland kommer til at tilhøre nordregionen. Umiddelbart stiller GHF sig positivt heroverfor, skriver GHF formanden i en mail.
Han oplyser, at det er en ny beslutning og detaljerne omkring opdelingen er ikke på plads endnu. Derfor kan man ikke med sikkerhed sige, hvornår delingen træder i kraft.
- Så der kan endnu ikke siges noget om hvordan det evt. kommer til at påvirke Grønlands chancer for deltagelse i VM fremadrettet, siger formanden for GHF.
Møder måske ikke stærke nationer
Hvis delingen af det kontinentale panamerikanske forbund i to dele - nord og syd - bliver en realitet, kan Grønland slippe for at møde de stærke håndbold nationer, nemlig Argentina og Brasilien.
De to lande har de seneste mange år kvalificeret sig til VM.
Men selve Det Panamerikanske Hånboldforbund er imod delingen, og vil ikke acceptere flertallets beslutning i IHF kongressen i november. Det kontinentale forbund beskylder IHF-præsidenen, Hassan Moustafa, for magtmisbrug i den beslutning.
Læs også: IHF og Pathf i slagsmål om deling
Påvirker ikke kvalifikationen i Grønland
IHF har over for GHF bekræftet at kvalifikation til VM 2019, der afholdes i Grønland til juni i år, ikke er påvirket af beslutningen.
- Der er derfor ikke nogen ændringer i forhold til Grønlands chance for kvalifikation til VM på den korte bane, siger Jørgen Isak Olsen.
Fem lande kvalificeret
GHF opererer stadig med det oprindelig plan vedrørende PANAM 2018 hvor 12 lande deltager. Dog kender man først antallet i april måned, idet der gennemføres kvalifikationsturnering for de lande som ikke er direkte kvalificeret.
Indtil videre er der fem lande, med Grønland som er kvalificeret til PANAM 2018.