Et særligt fællesskab i Tasiilaq: Futsal giver selvtillid

Haluret viser 2-3 i udeholdets favør. ATA U15 drengene fra Tasiilaq er bagud. Ikke nok med, at de er bagud, så er det også til ærkerivalerne TM-62 fra Kulusuk.

Begge hold er rejst den lange tur over isen til Nuuk for at deltage i U15 futsalturneringen Polar El Cup, og står nu i direkte kamp om bronzemedaljerne. 

Med 3 minutter tilbage dukker Eigel Ignatiussen pludselig op og udligner til 3-3 assisteret af 11-årige Eli Kûko. Egentlig er Eli Kûko alt for ung til at deltage i en U15 turnering, men han er også billedet på en fortælling om det særlige ved U15 futsal-holdet i Tasiilaq. Hvordan bronzekampen ender vender vi tilbage til.

Futsal som præventiv indsats

To måneder før den dramatiske bronzekamp i Nuuk er vi med på sidelinjen i Tasiilaq til én af holdets 3 ugentlige træningspas. Flere Tasiilaq-borgere har nævnt futsalmiljøet, da vi har spurgt dem, hvilke vigtige historier byen gemmer på, så nu sidder vi her og iagttager træningen, der styres af 42-årige Hans Poul Andersen. 

Humpende efter en skade til firmafodbold ugen forinden dirigerer han de unge drenge og piger rundt på banen. Futsalmiljøet skaber nogle vigtige rammer for børn og unge i Tasiilaq fortæller Hans Poul Andersen.

- Hallen er ét af de få mødesteder i Tasiilaq, og her får børn og unge nye venskaber på tværs af alder. Vi har alt fra 10-årige og op til 15-årige med til træning og både piger og drenge. De lærer at spille med hinanden. 

Og sammenholdet mærkes tydeligt.

– Når jeg scorer, føler jeg, at de andre bliver glade, siger 14-årige Ingemann Uitsatikitseq.

Hans Poul Andersen dirigerer spillerne ned på mållinjen, hvor de skal ligge på maven. På hans kommando rejser de sig og spurter ned til modsatte ende og tilbage igen. Efter et par ture er de forpustede og virker trætte. En helt bevidst taktik fra trænerens side. 

- Vi forsøger så vidt muligt at gøre dem trætte og træne dem hårdt hver gang. Vi har bemærket, at når de har trænet hårdt og intensivt, så er deres fokus på at slappe af og hygge sig med vennerne i stedet for at lave dumme ting, fortæller Hans Poul Andersen og fortsætter. 

- Det er jo en alder, hvor de begynder at prøve ting af som rygning og fester. Så den præventive indsats er vigtig, og er en af tingene, vi som forening har fokus på.

Tur giver selvtillid

Stemningen er intens i Inussivik hallen i Nuuk. Det står stadig 3-3 i arvefjendeopgøret mellem Kulusuk og Tasiilaq. Der er to minutter tilbage af kampen, og der tackles igennem, som gjaldt det liv og død. 

Pludselig dukker Tasiilaqs yngste spiller Eli Kûko op igen. Med en kølighed som en erfaren angriber bringer han ATA U15 foran 4-3 til stor jubel blandt både trænerteam og medspillere. Kort efter fløjtes kampen af. Forløsning.

En uges intenst besøg i storbyen får sin fodboldmæssige lykkelige afrunding. Men selvom turen til Nuuk i fodboldmæssig forstand dermed er en succes, og målet om medaljer er indfriet, er der også andre ting i fokus på turen til Nuuk, fortæller Hans Poul Andersen. 

- Det er en kæmpe oplevelse for drengene at komme til Nuuk. De har fået en masse venner. Vi har været i svømmehallen flere gange, og så har de været oppe og se deres idoler spille for B67 og Young Guns. De har spist på restauranter, hvilket flere af dem har savnet i rigtig lang tid. Og så har de besøgt sportsforretninger, hvilket ellers er en sjældenhed, siger træneren.

Det var netop dét, drengene glædede sig til, da vi mødte dem i Tasiilaq for to måneder siden.

Hvad er det sjoveste ved at skulle til Nuuk? 

– Fodbold, kampene og butikkerne, svarer 14-årige Keld Sørensen uden tøven.

Udover goderne ved at være i Nuuk, oplever Hans Poul Andersen også en personlig udvikling hos drengene, når de bliver matchet af andre hold og besøger nye steder. 

- På det personlige plan kan vi se, at drengene har fået selvtillid af at være på denne her tur til Nuuk. De er ikke vant til at spille i haller med mange tilskuere, og for nogle har det været meget grænseoverskridende. Nogle af vores spillere havde kvalme og kastede op før semifinalen, fordi de var så nervøse, men under bronzekampen var de bare klar, fordi de havde spillet flere kampe med publikum, der råber og skriger.

Dyre billetter

Turen til Nuuk har altså været en succes. Men den var også kun et skridt på vejen. Sæsonens helt store mål er GM i starten af marts, som i år skal spilles i Ilulissat. Men selvom gejsten er høj, og drengene bestemt ikke er mætte efter turen til Nuuk, er det ikke bare lige sådan at tage med til GM. 

- Den største udfordring er de dyre billetter når vi skal afsted til GM. Vi har en forening, der er meget støttende, men det er jo meget billigere at rejse mellem byerne på vestkysten. Det er én af de største udfordringer vi har. Forhåbentlig kan vi skrabe nok penge sammen fra sponsorer og ved hjælp fra kommunen, fortæller Hans Poul Andersen.