En skøjtedrøm på tynd is

Når frosten bider i kinderne over Nuuk, og vinterlyset lægger sig som et gyldent skær over fjorden, står Jesper Labansen foran en container med skøjter hulter til bulter. 

Midt i kulden og kaosset insisterer han igen og igen på drømmen om klingende skøjtestål og jublende tilråb fra en begejstret bænk. Jesper er alpinist, med forkærlighed for slalom og storslalom, men hans hjerte banker et andet sted: på den glatte is.

Barndommens is

Projekt Sukuutserta er kulminationen på en livslang passion. Allerede i 1970’erne bruger Jesper Labansen al sin fritid på skøjtebanen foran Godthåbshallen, hvor han som barn lærer følelsen af fart, balance og fællesskab at kende. 

Den fornemmelse slipper ham aldrig. Som ung studerende i Alaska bliver han hovedkulds forelsket i ishockeyens rå intensitet og stærke fællesskab – en sport, der binder lokalsamfund sammen på tværs af generationer i det nordamerikanske kuldelandskab, hvor selv de mindste byer har deres egen skøjtebane. Da Jesper Labansen vender hjem til Grønland, er det med en fast beslutning: Ishockeyen skal have rødder i Nuuk. 

– Jeg synes bare, det gav så god mening. Der var mange paralleller, der talte for, at det ville være oplagt at dyrke ishockey i Grønland, siger han, og begejstringen sitrer i stemmen. 

Ishockeytræningen bliver da også en realitet. Han får endda stablet en studietur på benene, hvor unge fra både Nuuk og Maniitsoq rejser til Iqaluit i Canada, for at udveksle erfaringer på isen, mens han selv og tre andre gennemfører et trænerkursus.

 Ambitionerne er store, og energien smitter. Men mellem drømmen om en bæredygtig grønlandsk skøjtekultur og den arktiske virkelighed ligger der mere end blot is og vintermørke. Fundamentet viser sig skrøbeligt, og ishockeyen får aldrig for alvor fæste. 

Frivillige hænder og frosset vand

På søen Annersuaq tegner vinteren sit eget idrætsanlæg. Langrendsløbere glider i spor langs den præparerede løjpe, mens en firkant midt på isen markerer noget mere skrøbeligt: Nuuks eneste skøjtebane. Hjemmeskabt. Frivilligt vedligeholdt. Hvert år genopbygget fra bunden. 

- Her er en fed energi hernede. Når det hele går op i en højere enhed, ser vi forældre smide deres børn af på skøjtebanen, mens de selv finder langrendsskiene frem. Det elsker jeg, fortæller Jesper Labansen med et bredt smil. 

Idyllen hviler dog på hårdt arbejde. Før de første skær kan sættes i isen, skal banen ryddes for sne, vandes og repareres, når frosten sprækker overfladen. Fordi banen ligger direkte på søen, borer Jesper og hans håndfuld frivillige sig en halv meter ned gennem isen for at hente vand til banen – manuelt arbejde i minusgrader, hvor fingrene hurtigt mister følingen.

- Vi har fået støtte flere gange. Blandt andet en boremaskine, en lille el-generator og en vandpumpe, fortæller han. 

Men selv med udstyret på plads er det timerne og de frivillige kræfter, der afgør, om der bliver liv på isen.

En skrøbelig skøjtekultur

Skøjtebanen åbner kun, hvis en frivillig tager ansvaret. Én skal låse containeren op om eftermiddagen – og vigtigst af alt låse den igen, når mørket falder på. Det betyder at samle efterladte skøjter, sortere dem, finde makkerparrene og skabe nogenlunde orden.

- Kulturen er desværre ikke så god. Nogle gange kan det tage en hel time at lukke ned, fordi der ligger skøjter og flyder på banen, og de ikke er sat ordentligt på plads. Det er jo utrolig ærgerligt, lyder det fra Jesper Labansen. 

De mange skøjter, der i dag kan lånes gratis, bærer deres egen historie. De stammer fra den ishockeyforening, der blev forsøgt etableret i 1990’erne, da han vendte hjem fra Alaska. Dengang ebbede initiativet ud, og udstyret endte i en container – glemt i næsten et årti. 

- Skøjterne fra dengang lå gemt væk i ti år, men jeg fandt containeren igen. Det er blandt andet dem, man kan låne gratis i dag – hvis man selvfølgelig passer på dem, siger han bestemt, men med et venligt smil. 

Siden er flere par kommet til med støtte fra lokaludvalget, og containeren rummer i dag et lille skatkammer af låneskøjter. Interessen er mærkbar. Når banen er åben, summer isen af liv, og køen ved containeren vidner om, at behovet er større end faciliteterne. Engagementet har endda fundet sine egne veje. 

- Vi har nu fået en nøgleboks. Før gemte vi bare nøglen bag containeren i en handske. Nogle børn fandt den og låste selv op, fordi de så gerne ville ud at skøjte. Det er både det smukke og det sørgelige ved det, fortæller Jesper Labansen. 

Midt i den barnlige iver ligger fortællingen om en skrøbelig konstruktion: En skøjtekultur, der lever af lysten – men overlever på ildsjæles indsats.

En drøm, der må bæres videre

Jesper Labansen lægger stadig time efter time i at holde banen åben. Han rydder sne, borer hul i isen og låser containeren op, når andre går hjem. Men regnestykket hænger ikke længere sammen. 

- Dengang mine børn var yngre, gav det bedre mening. Nu synes de bare, at jeg er lidt for meget væk – og sådan skal det jo helst ikke være, siger han og sætter sig på en af de hjemmebyggede bænke, som han trods alt har fået overtalt den ene datter til at bygge sammen med ham, så folk har et sted at sidde, når de spænder låneskøjterne på.

Alligevel sidder det langt inde at give slip. Stilheden på banen minder ham om, hvor meget han har investeret, og hvor svært det er at lade drømmen stå på egne ben. For hvad sker der, hvis han gør? 

- Jeg har altid haft drømmen om, at vi skal have skøjtesport i Grønland. Det kan simpelthen ikke passe, at det kun er håndbold og fodbold, der dominerer – også i vinterhalvåret, når vi bor, hvor vi bor, siger han, og stemmen får et strejf af træthed.

Ironisk nok har hans egen passion for alpinskiløb været med til at give projektet luft i år. En vinter med beskedent snefald har begrænset træningen på skibakken, og Jesper har kunnet lægge ekstra timer i skøjtebanen. Spørgsmålet er, hvor længe en skøjtekultur kan hvile på en håndfuld frivillige ildsjæle – og én mands samvittighed. Jesper har tidligere søgt og modtaget støtte fra både lokaludvalget og fonde, men projektet mangler stadig kræfter og ressourcer for at blive bæredygtigt. 

– Jeg drømmer om, at kommunen får øjnene op for, at dette er en enestående mulighed for at støtte deres egen – og GIF’s – vision om at blive verdens mest fysisk aktive land, siger Jesper Labansen, mens han lader solen glitre i isen foran sig inden han fortsætter. 

– En skøjtekultur, der ikke kræver en hal, men som trækker på Grønlands natur og vinterens vilkår, slår han afsluttende fast, som et kald til at investere i bevægelse, der udspringer direkte af landskabet og årstidernes egne præmisser. 

Langsomt går han tilbage mod containeren. Banen står tom, kun med aftrykkene af tidligere skøjtespor som stille vidnesbyrd om liv og bevægelse. For Jesper Labansen er isen mere end frosset vand – den er håb og fællesskab. Og selv i stilheden kan man mærke drømmen, der stadig venter på næste gang, den får ben at skøjte på.