En livsrejse i sportens tjeneste

Claus Erik Nielsen er født og opvokset i Qaqortoq, og hans rødder strækker sig fra Grønland til Danmark. Moderen er grønlandsk, faderen dansk, og selvom han har forståelse for begge kulturer, har han ofte følt, at det at være halvt det ene og halvt det andet, ikke altid har været muligt at forene. 

- Man er enten grønlænder eller dansker, og jeg er grønlænder, siger han med en stolthed, der stråler igennem.

Denne stolte identitet som grønlænder gennemsyrer alt, hvad Claus Nielsen gør. For han er ikke bare formand for GIF, han er også frivillighedsmand, domsmand, sportsmand og selvfølgelig farmand. En mand af mange roller, men med én fælles drivkraft: At give tilbage til det land og folk, der har givet ham så meget.

Foreningsliv fra barnsben

Barndommen i Qaqortoq var en tid præget af aktivitet, fællesskab og nærvær. Som den næst yngste i en søskendeflok på seks var Claus Nielsen vant til at være en del af et tæt sammenhold, hvor familielivet var fyldt med liv, energi og dynamik. Idrætshallen var hans andet hjem – et sted, hvor han tilbragte timerne med at spille, træne og opleve den glæde, der kommer ved at være en del af et fællesskab. 

- Min mor sagde en gang, at jeg lige så godt kunne flytte ud i hallen, for jeg kom kun hjem for at spise eller sove, fortæller Claus og griner ved mindet.

Da Claus for første gang deltager i Grønlandsmesterskaberne i fodbold i 1978, er han kun 14 år gammel. Mesterskabet finder sted i Sisimiut, og det gør et uudsletteligt indtryk på ham. Fascinationen af den store turnering og de mange spillere, der kom fra hele Grønland, tænder en drøm i ham. 

- Jeg besluttede mig for, at jeg ville besøge alle de atten byer, det var dengang, der stadig var atten kommuner i Grønland, fortæller Claus.

Med sin enorme passion for både Grønland, sport og fællesskab er det ikke nogen overraskelse, at det for et par år siden lykkedes ham at krydse Tasiilaq af som den sidste by – en drøm, der for alvor blev til virkelighed. Denne passion for fællesskabet og hans dybe forståelse af værdien af relationer har præget Claus’ liv langt ud over sportsbanen. Det er netop den medmenneskelighed, han har oplevet fra barndommen i Qaqortoq, som har været grundstenen i både hans personlige og professionelle liv. Han har altid haft en stærk tro på, at vi er stærkere sammen – en livsfilosofi, han tager med sig, da han senere flytter til Nuuk, hvor hans engagement i foreningslivet og fællesskabet får endnu større betydning.

Lederskab og foreningsdrøm

Som blot 18-årig træder Claus ind i bestyrelsen for K‑33, det første skridt på en rejse, der ikke kun skal forme hans eget liv, men også forme det grønlandske forenings- og sportsmiljø for kommende generationer. Den rolle bliver hans sprængbræt. Den åbner døre til flere ledelsesposter og tænder en livslang passion for at bygge noget større. I 1991 melder han sig ind i bestyrelsen for Grønlands Håndboldforbund med en klar ambition: at bringe Grønland til VM inden for et årti. Og ganske vist 10 år senere, i 2001, gør Grønland debut ved verdensmesterskabet i håndbold. Det er ikke bare et personligt mål, men en historisk milepæl. Claus’ indsats var central i denne rejse. 

- Om det var tilfældigt, at det præcis blev efter 10 år, ved jeg ikke, men det var fantastisk at være med til at skabe historie, siger han. 

Claus selv kender også vindermentaliteten på egen krop. I sine unge dage dyrker han forskellige sportsgrene, og et af de mest markante øjeblikke i hans sportslige karriere er, da K 1933 senior herrer, hvor han spillede, vender hjem som Grønlandsmestre i fodbold i 1991. 

Men hans vision stopper ikke ved Grønlandsmesterskaber og VM-deltagelse. Claus er også blandt de drivende kræfter bag etableringen af kunstgræsbaner i Grønland — den første bliver naturligvis anlagt i hans hjemby Qaqortoq. Det handler om at åbne muligheder: skabe baner, der kan bruges året rundt, og invitere flere med, uanset alder eller baggrund. Gennem sine mange år i ledelse og frivilligt arbejde har Claus vist, at lederskab for ham ikke er en titel. Det er en forpligtelse, en drøm om at give tilbage, og en tro på, at sport og fællesskab kan bygge bro mellem mennesker og steder. 

- Jo tidligere man starter med bestyrelses- og foreningsarbejde, jo længere kan man nå. Man lærer at lede, fordele opgaver, skabe retning og strategi – alt sammen noget, der kan gøre en forskel for samfundet, forklarer Claus, der i dag er formand for Grønlands Idrætsforbund (GIF) og har været en del af GIF siden 2007, både som generalsekretær og bestyrelsesmedlem.

Med sine mange år i spidsen for sportsfællesskaberne, både som leder og som aktiv deltager, er det ikke overraskende, at det netop er Claus, der besidder denne vigtige post. Hans passion for sport, fællesskab og udvikling har i mange år været drivkraften bag hans engagement i foreningslivet, og hans erfaring fra utallige bestyrelsesposter gør ham til en naturlig leder for GIF. 

- Jeg har altid haft en stærk tro på, at vi kan gøre en forskel gennem sport og fællesskab. At være med til at forme fremtidens ledere og at vise vejen for de unge, det er noget, der virkelig driver mig i øjeblikket, lyder det fra Claus.

I dag er Claus ikke kun fokuseret på at videreføre sine egne ideer, men på at oplære og inspirere den næste generation af sportsledere. Han ved, at det er de unge, der skal tage stafetten videre og fortsætte arbejdet for at udvikle sportens rolle i Grønland.

Sportens verdensborger

Claus har haft en bemærkelsesværdig rejse gennem sportens verden, og han har fået mulighed for at opleve mange af de fjerne hjørner af kloden. Fra Nordkorea til Canada og Kina har han rejst og mødt sportsfolk og ledere fra hele verden. Hans internationale netværk er imponerende, og hans passion for sport har ført ham til steder og mennesker, han aldrig havde drømt om at møde. En af de mest markante oplevelser har været hans forbindelse til Hans Majestæt Kong Frederik, der var medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) fra 2009 til 2021. Gennem deres fælles engagement i sporten har Claus haft glæde af både kongens bekendtskab og hans entusiasme for at fremme sportens værdier. 

- Kongen og jeg er på krammere. Vi deler en stor begejstring for sportens evne til at bygge broer og skabe fællesskaber, siger Claus, og det er tydeligt, at det fælles engagement i olympiske værdier og global sportsudvikling har været en vigtig del af hans internationale erfaring. 

Og netop i denne olympiske verden får Claus en af de oplevelser, han husker allerklarest. I 2010 bliver han inviteret til det Internationale Olympiske Seminar i Operaen i København. Her står han pludselig ansigt til ansigt med en af sportshistoriens største legender – hans eget store idol, Pelé. Claus har mødt mange personligheder gennem årene, men mødet med den tidligere verdens bedste fodboldspiller står som et øjeblik, der stadig kan få ham til at smile bredt. 

Claus har haft utallige, ekstraordinære oplevelser, der har givet ham dybe indsigter i både sportens og menneskets natur. Et andet bemærkelsesværdigt øjeblikke kom, da han bliver inviteret til de Indianske Lege. Denne oplevelse bliver startskuddet for, at Claus selv indfører de Indianske Lege i Grønland, der i dag kører under Arctic Sports. En af de mere spirituelle og rørende oplevelser finder sted i 2012 i Whitehorse, Canada, hvor Claus møder en høvding. 

- Jeg går ind i høvdingens tipi. Han kigger på mig, og selvom vi ikke taler, har han en fornemmelse af, at jeg er en leder. Så han tager en halskæde af sig selv og giver den til mig. En fjer i mammuttand, fortæller Claus, og trækker kæden frem.

Claus bærer i dag gaven om sin hals på en lille lædersnor. Det er en påmindelse om den dybe respekt, han har mødt på sine rejser, og om den fornemmelse af forbindelse, der går ud over ord og titler.

Når livet ændrer kurs 

Claus bærer på en sorg, der for altid har ændret hans livsbane. I 2017 mister han sin kone, Hansine, sin livspartner gennem mange år, efter en transplantation i forbindelse med den leukæmi, hun fik diagnosticeret i 2015. Han husker tydeligt, hvordan lægerne forklarede, at matchet ikke var helt ideelt. 

- Der var en risiko, og den risiko vandt desværre, siger Claus stille, med den særlige ro, som kun mennesker, der har båret stor smerte, kender. 

Da Hansine går bort, står Claus tilbage med parrets to børn, Laila og Qillaq. De er unge voksne, men sorgen rammer dem alle med fuld kraft. 

- Jeg brugte enormt meget energi på at hjælpe børnene videre. Jeg tror måske, jeg glemte mig selv lidt. Men vi besluttede os for at acceptere skæbnen – og vi holdt sammen. Det gør vi stadig, fortæller han varmt. 

Tabet binder den lille tremandsfamilie endnu tættere sammen. Selv om begge børn i dag bor i Danmark, taler de ofte sammen, og Claus besøger dem så tit, han kan. Relationerne er blevet stærkere, dybere – og mere betydningsfulde end nogensinde. 

- Jeg har altid opfordret dem til at få oplevelser og følge deres drømme. Og jeg er uendeligt stolt af dem begge to. De er ordentlige mennesker, virkelig ordentlige, og det gør mig så stolt, siger Claus, og stemmen afslører både kærlighed, tab og den ubrydelige styrke, der binder dem sammen.

Livet som uddannelse 

Foruden alt sit frivillige bestyrelsesarbejde har Claus siden 2023 været chef for Grønlands Fiskeri- & Jagtkontrol, en enhed under Selvstyret. Tidligere gik han selv på jagt, men i dag er tiden knap, forståeligt nok, med alle de ledelsesposter på hans bord. Claus’ vej til denne position har ikke været ligeud – den har været fyldt med forskellige erfaringer, skiftende retninger og møder med mennesker, der har været med til at forme ham. Det er sådan, Claus selv ser på livet: som en rejse, hvor hver oplevelse er en mulighed for læring og vækst. 

- Uddannelse var bare noget, jeg skulle have for at komme i gang, men hele mit liv har været en stor uddannelse, siger Claus med et smil, der rummer både eftertanke og erfaring. 

Når Claus i dag sidder for bordenden som leder for Grønlands Fiskeri- & Jagtkontrol og skal ansætte nye medarbejdere, er det ikke papirerne, der står øverst på hans liste. Det er mennesket bag ansøgningen, og de livserfaringer, de bringer med sig. 

- Det er i orden, at du har papirer og noget teori, men jeg er mere interesseret i, hvad du har arbejdet med, hvad du har oplevet. Det er der, ballasten ligger, forklarer han. 

Denne filosofi har præget hans liv og arbejde i alle de mange roller, han har påtaget sig gennem årene. For Claus handler det om at være autentisk, at lære fra erfaring og at tage ansvar – ikke kun for det, der står i hans stilling, men for de mennesker og det samfund, han er en del af. 

- Jeg er meget stolt af mit land. Både kulturelt og sportsligt. Jeg har oplevet så meget, fået lov til at gøre en forskel og mødt så mange mennesker, siger Claus med en alvor, der bærer vægten af mange års erfaring. 

Når han taler, er det tydeligt, at hans engagement ikke kun er noget, han gør – det er noget, han er. Og det er ikke kun i hans ord, men også i hans handlinger, at det er klart, at han har sat sit præg på det samfund, han er en del af. Hvor end Claus går, står eller sidder, er der altid nogen, der hilser på ham – en påmindelse om den indflydelse, han har haft på mange liv gennem årene. For Claus er det aldrig bare et spørgsmål om ledelse eller succes. Det handler om at gøre en forskel, at skabe forbindelser og at være en del af noget større end sig selv.