Crossfit: Grødem ender på en tolvteplads
Den første grønlandske deltager nogensinde i Crossfit Games, Maria Grødem sluttede på 12. pladsen ud af 20 deltagere i konkurrencen om at blive ’Fittest on Earth’
Det er en glad og tilfreds Crossfit-deltager, der kan rejse hjem fra Crossfit Games i USA.
- Det er gået langt over mine forventninger, siger Maria Grødem til Sermitsiaq.AG.
Udgangspunktet var, at bruge dette års mesterskab til at lære så meget som muligt, så crossfit-delltageren kan give den gas til næste år. Men efter den første dags resultater var der pludselig håb om en top-10-placering, fortæller Maria Grødem.
- Det lykkedes desværre ikke denne gang, men jeg er yderst tilfreds med min 12. plads, siger hun.
Har forbedret sit kvalifikationsresultat
Maria Grødem kvalificerede sig til Crossfit Games/VM i Crossfit som nr. 13 i verden i divisionen 40-44 årige. Den placering forbedrede hun altså med én plads under det netop afholdte verdensmesterskab i Madison, USA.
Maria dystede i otte events og opnåede fire placeringer i top 10 ud af de 20 deltagere.
- Det var fedt, at opleve, at jeg kan være med i toppen i nogle events. Derimod var jeg meget nervøs for svømningen, men jeg overlevede og lærte mere af at deltage end jeg havde turde håbe på, siger Maria Grødem.
Lang og hård vej til The Crossfit Games
Det har ikke været uden udfordringer, at Maria Grødem landede i Madison, Wisconsin den 19. juli.
Foruden at træne 4-6 timer hver dag i to år for at kvalificere sig blandt top 20 i verden, der går videre til The Games, har rejserestriktioner, vaccinationer, tvivl om mesterskabet overhovedet måtte afholdes mm., drillet undervejs.
- Jeg er så taknemmelig for at jeg står her i dag. Jeg har kæmpet for lige præcis dette i flere år og nu står jeg her side om side med verdens bedste crossfittere, de personer, som jeg har set op til. Det er den mest lærerige rejse jeg har været på og det absolut det største event og største oplevelse jeg nogensinde har været en del af, slutter en glad Maria Grødem.