AWG: Landslæge afviser vaccine-anbefaling

Arctic Winter Games-arrangørerne vurderer smitterisiko af coronavirus for lav ved sportsbegivenheden. Men anbefaler, at deltagende atleter får influenzavaccine. Den anbefaling hænger dog ikke sammen med udbrud af coronavirus, lyder det fra landslægen.

Offentliggjort

Arrangørerne af AWG 2020 overvåger i øjeblikket udbrud af coronavirusset, covid-19. Indtil videre vil Arctic Winter Games 2020 blive afholdt i dagene 15.-21. marts i Whitehorse, Yokun, Canada, da smitterisikoen for coronavirus er lav.

- Væsentlige ændringer af det globale coronavirus-udbrud kan muligvis give yderligere anbefalinger, lyder det i brevet sendt fra Grønlands Idrætsforbund til atleterne, hvor en canadisk læge kommer med en række anbefalinger.

Influenzarisiko

Værtslandet anbefaler kraftigt til, at atleter og frivillige tager forholdsregler før afrejse, da andre smitsomme sygdomme kan komme i udbrud under sportsbegivenheder som Arctic Winter Games.

Opfordringen fra værtslandet lyder således:

- Atleter og besøgende anbefales kraftigt at få alle nødvendige immuniseringer, herunder influenzavaccine godt før afrejse. Atleter bør tjekke med deres lokale offentlige sundhedscentre for at bekræfte deres immuniseringsstatus.

- Enhver atlet, der lider af sygdom, såsom feber, ondt i halsen, hoste, diarré eller opkast, burde få en medicinsk vurdering og godkendelse, før de forlader deres oprindelsessted.

Hænger ikke sammen

Men almindelig influenza-vaccine kan ikke holde coronavirusset væk, lyder det fra landslægen.

- Nej, influenza-sygdomme og den nye coronavirus, covid-19 er helt forskellige. Vi anbefaler heller ikke raske unge mennesker at få influenzavaccine, hvis man skal rejse til udlandet, siger landslægen Henrik L. Hansen til Sermitsiaq.AG og gør opmærksom på, at interesserede kan læse mere om coronavirus på landslægeembedets hjemmeside.

Landslægen oplyser, at sundhedsvæsenet og landslægeembedet er informeret om Arctic Winter Games-arrangørernes anbefaling om, at deltagelandenes atleter og frivillige bør får en vaccine mod influenza.

- Men så vil det være en rejsevaccine, som deltagerne skal få, og den skal de selv betale for. Vaccinen vil virke relativt hurtigt men dækker kun de influenza-typer, der er med i årets vaccine. Men vaccinen vil ikke dække for coronavirusset, siger han.

Helt forsvarligt

Henrik L. Hansen oplyser, at landslægeembedet ikke ser nogen grund til at aflyse sportsbegivenhederne i Yokun i år.

- Det er helt forsvarligt at sende vores atleter til Yokun og deltage i Arctic Winter Games.

Powered by Labrador CMS