Arctic Winter Games 2023 er skudt i gang: God start på trods af enkelte forsinkelser

Der bliver konkurreret i alle sportsgrene på andendagen af de arktiske lege.

Offentliggjort

Mandag er der stort set blevet taget hul på alle sportsgrene ved dette års Arctic Winter Games, som afholdes i den canadiske by Wood Buffalo.

Grønlands Idrætsforbunds generalsekretær, Jonas Jensen, fortæller, at det indtil videre er gået rigtig godt, selvom det ikke har været helt problemfrit:

- Der har været lidt udfordringer med hensyn til at transportere atleterne ind til faciliteterne, hvilket har resulteret i enkelte forsinkelser i programmerne for Arctic Sports og Dene Games samt snowboard.

Til gengæld forløber programmet for volleyball, bordtennis og badminton efter planen.

God stemning

Jonas Jensen fortæller, at Grønland blandt andet har spillet den første holdkamp i badminton.

- Det er gået rigtig godt, de har vundet 4-0 over Yukon (en provins i Canada, red).

Helt overordnet er stemningen god, og der er mange tilskuere, oplyser han:

- Det gælder alle steder. Stemningen er god ude ved de enkelte faciliteter, men også blandt atleterne, trænerne og alle omkring AWG. Der er mange tilskuere, særligt til Dene Games og Arctic Sports.

Grønland dyster i volleyball klokken 13 lokal tid og igen klokken 20. Derudover er der officielt blevet åbnet for kampene i Arctic Sports.

I dag skal der blandt andet afholdes triple champ, mens der i aften konkurreres i two foot high kick og head pull. Hvad angår Dene Games, så går de i gang med stickpool, som spilles hele dagen, fortæller Jonas Jensen.

Powered by Labrador CMS