ANNONCE

TEST: Brugseni og Pisiffik gør ændrede åbningstider for alkoholsalg permanente

Kunderne bakker massivt op om initiativet og oplever tryggere indkøbsture, og Grønlands Politi er begejstrede for, at initiativet fortsætter.

Brugseni og Pisiffik gør nu de ændrede åbningstider for salg af alkohol om lørdagen permanente. Efter en forsøgsperiode i maj, hvor alkohol først kunne købes fra klokken 12 om lørdagen, har de to detailkæder nu besluttet at fortsætte ordningen.

Forsøget blev indført for at mindske de gener, som opstår lørdag morgen, når berusede personer fortsætter festen efter nattelivet og køber mere alkohol på vej til efterfester.  Brugseni og Pisiffik har evalueret forsøget, og de to virksomheder konkluderer, at initiativet har haft den ønskede effekt.

Kundeundersøgelser viser bred opbakning

Brugseni og Pisiffik har gennemført kundeundersøgelser, som viser en markant opbakning til ordningen. Tusindvis af kunder deltog i undersøgelserne.

Hos Pisiffik svarede 71%, at initiativet havde gjort deres indkøbsoplevelse både mere tryg og behagelig. I Brugseni havde 73,9% svaret, at de gerne vil fastholde de nye åbningstider i fremtiden.

Adm. direktør Per Steen Larsen er glad for modtagelsen af initiativet i butikkerne.

"Vi har lagt vægt på, at forsøget skulle vurderes på baggrund af de erfaringer, vi gjorde os i butikkerne. Når kunderne bakker op om ordningen, og vi samtidig kan se, at den bidrager positivt til trygheden i butikkerne, giver det god mening at fortsætte."

Samtidigt peger han på, at detailhandlen kan være med til at gøre en positiv forskel for at sikre et mere ansvarligt alkoholforbrug.

”Som detailhandel har vi et ansvar for at bidrage positivt til det samfund, vi er en del af. Med dette initiativ skaber vi ikke alene større tryghed i butikkerne, men bidrager også til en mere ansvarlig alkoholkultur i Grønland.”

Et flertal af Pisiffiks kunder svarer således, at tiltaget har været med til at begrænse muligheden for at holde efterfester.

Adm. direktør i Brugseni, Allan Kristoffersen, mener, at beslutningen er et naturligt skridt efter forsøgsperioden.

"Vi iværksatte forsøget, fordi vi ønsker at tage et medansvar for at skabe et mere ansvarligt alkoholforbrug. Vores medlemsundersøgelse viser, at vores kunder har taget godt imod initiativet og har fået en bedre oplevelse i butikkerne som følge af denne ændring. Derfor vælger vi at gøre initiativet permanent."

Politiet: Initiativet skaber tryghed i butikkerne

Grønlands politidirektør, Bjørn Tegner Bay, ser også positivt på beslutningen om at gøre ordningen permanent og bakker op om dagligvarekædernes initiativ.

”Vi er meget positive over, at Brugseni og Pisiffik fortsætter ordningen. Vores oplevelse er, at de ændrede åbningstider har skabt mere ro i og omkring butikkerne lørdag formiddag. Det giver større tryghed for både kunder og medarbejdere, og derfor er vi glade for, at ordningen nu bliver permanent.”

”Det her er et godt eksempel på, at vi alle kan bidrage til at håndtere de udfordringer, der er med alkohol. Når lokale aktører bidrager med konkrete initiativer, kan det gøre en stor forskel i lokalsamfundet.”

De ændrede åbningstider betyder, at alkohol fremover fortsat først kan købes fra klokken 12 om lørdagen i Brugsenis og Pisiffiks butikker. Ifølge de to virksomheder er beslutningen en del af en bredere indsats for at skabe mere trygge butikker og bidrage til en mere ansvarlig alkoholkultur i Grønland.

Annoncørbetalt indhold bragt i samarbejde med Pisiffik A/S

Powered by Labrador CMS